Mads parkerer IT-bilen – Nicolai starter den op

Igennem flere år har Nicolai Thaysen Køhler drevet virksomhederne Varde Lyd og Lys samt Varde Tv & IT Service. Her tilbydes henholdsvis alt til fester og arrangementer i form af lyd og lys og hjælp til at klare problemer med antennesignal, IT-problemer osv.

Mads Qvistgaard står bag firmaet Varde IT, som tilbyder at hjælpe folk på deres bopæl med alt indenfor IT. Mads står også bag firmaet Qvistgaard Web & Coding, hvor han tilbyder at designe hjemmesider, samt at varetage alt, omkring disse.

– Det er nok ikke den store overraskelse for nogen, at Varde Lyd og Lys har haft trange kår gennem de seneste måneder, fordi der jo ikke bliver holdt det samme antal fester som hidtil, men jeg tror og håber, vi kommer til at se positive forandringer hen i foråret, og her er jeg bestemt klar til at hjælpe med udstyr til både bryllup, konfirmation og i det hele taget fester, siger Nicolai, der til gengæld konstaterer øget efterspørgsel indenfor hjælp til IT.

Og netop det har gjort, at Mads Qvistgaard nu har overdraget sin virksomhed, Varde IT, til Nicolai.

– Der er travlhed. Mange foretrækker faktisk at få hjælp på bopælen i stedet for at skulle på et værksted med computeren eller TV’et. Og det er da også nemmere at ordne en løs forbindelse eller få styr på printeren, i kundens hjem, siger Mads, der dog selv har fået så meget at se til med hjemmesider, at han ikke har tiden til det.

– Det faldt helt naturligt at tage en snak med Nicolai om overdragelsen. Jeg bor ikke længere i Varde, så på den måde giver det også mening, at det er Nicolai, der tager over. Jeg må tilstå, at jeg nok også brænder mere for at designe hjemmesider, tilføjer Mads, flere måske kan kende fra GoVarde, hvor han fungerer som blandt andet webmaster.

Nicolai til gengæld, er meget glad for den del at jobbet, der betyder at han skal ud til kunderne.

– jeg kan rigtig godt lide kundekontakten. Og det er en kæmpe glæde hver eneste gang, jeg kan lukke døren efter mig og notere en løst opgave og en tilfreds kunde, smiler han.

Nicolai Thaysen Køhler
Mads Qvistgaard, vi her på GoVarde kan anbefale på det varmeste indenfor hjemmesideproduktion.