Jeg er 160 cm lav. På en god dag. Når jeg retter ryggen. Og måler mig med sko på.
Hånden på hjertet – jeg er kun sølle 158 cm “høj”…
Jeg var enormt frustreret over det i min teenagetid. Synes det var meget pænere at have lange ben og sår’n… men der var simpelthen ikke noget at gøre ved det. Lærte mig at vakle rundt i stiletter, men med alderen blev det for upraktisk, og jeg sluttede fred med min højde. Men – jeg lader mig stadig irritere ind imellem!
Forestil dig, at dine ærmer konsekvent hænger fast i dørhåndtaget. Du kan ikke nå frostvarerne inderst i boksen. (For hulan altså!!!)
Jeg skal altid hidkalde hjælp for at nå en vase inde bagerst i køkkenskabet med vaser og karafler. Og Wok-panden oven på skabet samler støv.
Jeg kunne jo bare hente en stol og kravle op på den, men som ekstra bonus lider jeg gevaldig af højdeskræk.
Og det taget i betragtning er det jo på sin vis fint nok, at jeg ikke blev højere….