MED POLITIET PÅ ARBEJDE: FÆRDSELSBETJENT

Politiet: Hvis du tror, at vores færdselsbetjente kun stopper fartsyndere, cyklister uden lys og andre syndere i trafikken, så læs med her. Michael har arbejdet i vores færdselsafdeling siden 2007. De seneste 13 år som motorcykelbetjent. Og han har masser af opgaver:
”Når det gælder de almindelige færdselsopgaver, så prioriterer vi henvendelser fra borgerne meget højt og reagerer på dem. Det kan for eksempel handle om steder, hvor der bliver kørt for stærkt eller er andre forhold, der giver utryghed og måske skaber farlige situationer”, fortæller Michael.
I øjeblikket er Michael involveret i et projekt, der skal mindske utryghedsskabende knallertkørsel i Vejen:
”Vi forsøger at komme det til livs gennem oplysning til de unge, både gennem en oplysningskampagne og ved at opsøge de unge i klubber, foreninger og hvor de ellers holder til, så vi kan komme i dialog med dem om problemet”, siger Michael.
Michael og kollegerne gennemfører også mange kontroller ved politikredsens skoler for at sikre børnenes skolevej og så er der jævnligt indsatser i samarbejde med Sikker Trafik om både spiritus- og narkokørsel, fart og uopmærksomhed i trafikken. Dertil kommer kontroller ved festivaller, markeder og andre begivenheder, der samler mange mennesker.
Men faktisk går størstedelen af Michaels arbejdstid med at planlægge eskorter og gennemføre dem:
”Vi får besøg af mange gæster her i politikredsen, der skal eskorteres, ligesom vi kører eskorte ved cykelløb og andre sportsbegivenheder. Jeg er meget glad for den opgave. Dels er dels spændende at planlægge en stor opgave og efterfølgende gennemføre den, dels betyder det en masse kontakt med borgere, klubber og foreninger. Og så er det forbundet med en masse glade mennesker ved arrangementerne. Det er spændende og noget jeg virkelig trives med”, fortæller Michael.