MED POLITIET PÅ ARBEJDE: INDBRUDSGRUPPE

Politiet: Hvis du bliver udsat for indbrud og anmelder det til politiet, så tager en efterforsker sig af sagen. De fleste sager håndteres hos den lokale efterforskning i et af vores tre områdecentre. Lars er efterforsker i indbrudsgruppen i Områdecenter Nordøst, der dækker Haderslev og Vejen kommuner.
”Hver morgen går vi døgnrapporten igennem og ser, hvad der er sket af indbrud og om vi måske kan genkende modus eller kostervalg fra tidligere sager. Modus er indbrudstyvens fremgangsmåde. Nogen knuser eksempelvis ruder, mens andre indbrudstyve foretrækker andre metoder. Nogle gerningspersoner går efter bestemte koster som særlige designermøbler eller andet. Vi har et godt kendskab til kendte lokale indbrudstyve og ser om der er noget genkendeligt at arbejde ud fra”, fortæller Lars om sit arbejde.

 

Efterforskningen af indbrud kan derudover bestå af at undersøge gerningsstedet og sikre spor, gennemgå overvågningsmateriale og gøre brug af andre tekniske muligheder.
”Vi har stor gavn af overvågningsmateriale fra virksomheder og private i efterforskningen af indbrud. Det er et rigtig godt værktøj og vi opfordrer alle med videoovervågning til at registrere sig i vores POLCAM-system, så vi kan se, at de har overvågning. Derved kan vi gøre brug af det i efterforskningen og har mulighed for at kontakte dem, hvis overvågningen kunne være en hjælp til at stoppe en indbrudstyv”, lyder opfordringen fra Lars.

 

Hvis et område i en periode er særligt plaget af indbrud, så bliver der samarbejdet på tværs i politikredsen:
”Vi gør både brug af vores analyseafdeling og giver vores beredskabspatruljer viden om, hvor de skal rette opmærksomheden hen og efter hvad, ligesom andre afdelinger kan støtte op. Der bliver virkeligt arbejdet på kryds og tværs.”