Engang skrev jeg en klumme om min mani med at have et overskudslager af tandpasta. Det affødte et sandt orgie af kommentarer. Folk havde HOLDNINGER til mit fluorforbrug. Nogle var bekymrede. Andre fandt det SÅ komisk. Og så var der dem, der – lidt for interesseret – spurgte ind til mærker.
Jeg har den stadig. Manien.
“Der er tandpasta på tilbud, jeg køber lige to pakker.”
Det er sådan noget, man siger, inden man står derhjemme med et lager, der kan forsyne en mellemstor provinsby gennem tre influenza-sæsoner og en halv apokalypse.
Under coronaen – hvor landet gik i kollektiv selvsving – spænede folk rundt med fire mundbind i lag og panik i blikket, mens de sloges i Føtex om gær og langtidsholdbar mælk. Imens sneg jeg mig rundt… og købte fire pakker Zendium.
Fire.
Ikke fordi jeg manglede. Men fordi… hvad nu hvis?
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod dér og undrede mig over al den virak over noget influenza. Og rolig nu – inden nogen hidser sig op: Ja, der var mange, der blev syge. Ja, nogle blev meget syge. Bevares. Men der var altså også en imponerende flok, der udviklede akut krophysteri. Folk, der nærmest var klar til nævekamp, hvis man kom til at gå i den forkerte side af fortovet. Som om der fandtes et hemmeligt færdselsreglement, man kun fik tilsendt, hvis man havde bestået en PCR-test med udmærkelse.
Alle de uskrevne regler pakkede jeg pænt væk. Sammen med et uanet antal pinde i næsen og munden, mens jeg rullede med øjnene og tænkte, at hvis det her er enden, så går jeg i det mindste ud med friske tænder og en diskret smag af pebermynte. Mit tandpastalager voksede støt. Ikke dramatisk. Ikke prangende. Bare sådan… stabilt. Som en stille protest mod verdens kaos.
Andre byggede surdeje op. Jeg byggede emaljeberedskab.
Og nu er det hele overstået. Verden er på den anden side igen. Eller… på en anden side. Nu mangler vi bare en regering og har til gengæld fået noget, der minder om et teaterstykke, hvor ingen helt kan huske deres replikker, men alle taler meget alvorligt.
Og midt i det hele står jeg stadig. Med mit tandpastalager.
Klar.
For hvis vi har lært noget, så er det jo, at det næste vanvid altid lurer lige om hjørnet. Og når det kommer – hvad enten det er pandemi, politisk absurdisme eller folk, der pludselig mener, man skal gå i zigzag på fortovet – så er der én ting, jeg ikke kommer til at mangle:
Overblik. Ro.
Og 24 tuber Zendium. Købte nemlig en dobbeltpakke i dag – den blå – på tilbud…