I dag har vi besøgt Jacobi Skole, hvor der var gang i masser af aktiviteter – og lige så mange glade, aktive børn. Midt i alt liv og leg handler det netop om dét, Projekt Mere Mangfoldig arbejder for: at alle børn og unge skal have mulighed for at være en del af et fritidsfællesskab, uanset handicap eller funktionsnedsættelse.
Her kan du se indslag fra arrangementet i dag. Artiklen fortsætter under videoen.
Om dagen i dag skriver Varde Kommune:
————————————-
Projektet henvender sig til børn og unge mellem 6 og 16 år, der har brug for lidt ekstra støtte for at kunne deltage i en fritidsaktivitet, der passer til deres interesser og drømme.
En fritidsvejleder hjælper med at bygge bro mellem barnet og det ønskede fritidstilbud – og kan tilbyde sparring, rådgivning og i nogle tilfælde støtte i form af fx transport, en lønnet brobygger, kurser til frivillige eller nødvendigt udstyr.
Målgruppen er børn med kognitive eller fysiske funktionsnedsættelser – fx autisme, ADHD, udviklingshæmning, syns- eller høretab, cerebral parese, senfølger efter sygdom eller kroniske lidelser. Også børn uden diagnose, men med lignende udfordringer, kan være med.
Er du i tvivl, om et barn hører til målgruppen, kan du altid kontakte fritidsvejlederen for en uforpligtende snak.
Projektet kan ikke dække kontingenter, men der kan i nogle tilfælde søges fritidspas gennem kommunen.
Mere Mangfoldig – også plads til dig er ét af fire kommunale projekter udvalgt af Socialstyrelsen til at udvikle nye måder at inkludere børn og unge med handicap i fritidsfællesskaber.
Fotos: Varde Kommune




