Til SMUK Nytårskoncerten 2018 kommer Forsvarets Musikalske Ambassadører til at fylde mere, men der er også plads til dygtige og spændende solister. Sys Bjerre og violinist Kirstine Sand kommer og gør deres til, at det bliver et brag af en nytårskoncert.
Mere SMUK
SMUK inviterer atter til nytårskoncert den 17. januar 2018 i Lerpøthallen, – hvor næsten alt er, som det plejer. Der er stadig dygtige, glade solister, et topklar musikkorps og en dirigent, som binder det hele sammen. SMUK vil dog denne gang selv guide publikum gennem aftenen, så der bliver mere SMUK. Det bliver tubaist Lars Birkelund Olsen og trompetist Martin Knudsen, som vil deles om konferencierrollen.
– Vi er ofte fra forskellig side blevet kritiseret for, at der er lidt for lidt SMUK, og at solisterne fylder lidt for meget til nytårskoncerterne. Det tænkte vi, at vi ville råde bod på til SMUK Nytårskoncert 2018. I stedet for at bruge en konferencier udefra bruger vi derfor Martin og Lars. Det er jeg sikker på, der kommer meget sjovt ud af, siger tovholder på nytårskoncerten i Varde Chefsergent Karsten Hansen.
Det er heller ikke fremmed for hverken Lars Birkelund Olsen og Martin Knudsen at være konferencier. De har begge erfaring med rollen fra andre sammenhænge og glæder sig til opgaven.
– Vi er specielt castede. Martin Knudsen tager hånd om den yngre del af publikum. Jeg skal tage mig af en ældre del af publikum. Der er dem, vi kalder for det hvide guld. Dem, der er 95 plus, siger Lars Birkelund Olsen og griner.
Spændende valg
Noget andet, som er nyt, er tilføjelsen af en violinist til nytårskoncerten. Violinisten Kirstine Sand er vokset op med musik og er uddannet på folkemusiklinjen på Odense Musikkonservatorium. Hun vil med sin violin give koncerten en ekstra dimension, forklarer Karsten Hansen.
Solisten til SMUK Nytårskoncert 2018 vil være en genganger, – men det bliver det ikke ringere af!
– Sys Bjerre er et meget spændende valg. Hun har tidligere optrådt med Slesvigske Musikkorps og glæder sig til at gøre det igen. Det kan næsten kun gå godt, udtaler Karsten Hansen.
Der har også været givet udtryk for, at publikum ønskede flere danske sange til nytårskoncerten, så her er Sys Bjerre et oplagt valg. Hun er kendt for hit som “Marlene” og “Kære Farmor”. Sys Bjerre glæder sig også til at høre sine sange spillet af det 16 mand store orkester.
– Det er altid en stor opgave at høre sin musik i andre versioner. At også andre er interesseret i den musik, man har lavet, er noget af det ypperste, man kan ønske sig. Og det er fedt at se, hvordan ens tekster også kan fungere på andre måder.
– Og det bidrager bare med en kæmpe energi, når så mange mennesker er med til at skabe musik sammen. Det er noget, alle sange nyder godt af, slår Sys Bjerre fast.
Billetsalget starter d. 7. september i alle filialer under Varde Bibliotek og på bibliotekets hjemmeside. Overskuddet går som altid til velgørende formål.
Af Sissi Andersen