Da Merete Vigen d. 1. februar 2013 etablerede sin kultur- og naturformidlings-virksomhed, var begrebet oplevelsesøkonomi ikke et særlig kendt begreb. Merete Vigen har siden målrettet arbejdet for at få flere ud at opleve naturen, og det er lykkedes.
I dag er Merete Vigens hovedfokus at arrangere guidede ture og events for større og mindre grupper, f.eks. firmature, fejringer i familien, og foreningsudflugter. Herudover arrangerer hun vandreture og vandreophold, og en række frokostarrangementer sammen med bl.a. Nymindegab Kro, Henne Mølle Å Badehotel og Henne Kirkeby Kro. Alle tre steder er hun også ”fast husformidler” og skaber ekstra oplevelser for gæsterne i den vestjyske natur, som er helt unik og gemmer på mange fantastiske historier.
”Jeg kan klart mærke at folk har fået større interesse for at komme ud i naturen. Jeg laver en del runde fødselsdage og sølvbryllupsture, fordi mine kunder i dag gerne vil fejre på nye måder, og sætter samværet med familie og venner højt” fortæller Merete Vigen, og fortsætter ”Min kerneværdi er stadig at skabe ”Formidling med indsigt og udsigt”, gæsterne må gerne tage hjem med ny viden og tanker om deres eget syn på naturen. En anden kerneværdi er at hjælpe kunderne med god planlægning, så alle har en god oplevelse og tidsplanen holder. Derfor har jeg også mange kunder der kommer igen og igen, det er den bedste anbefaling jeg kan få”
Ud over at have gæster med ude i naturen året rundt, laver Merete Vigen en række freelanceopgaver for andre turistaktører og afholder kurser og foredrag, så der er mange varer på hylden i formidlingsvirksomheden.
Andelskasseprisen
Merete Vigen har guidet flere tusinde gæster og arrangeret hundredvis af ture og events og der har været mange mindeværdige oplevelser undervejs. Den største oplevelse var dog at formidle for Hendes Majestæt Dronningen da hun besøgte Filsø i 2016. En dag der også er værd at huske, var da Merete Vigen i 2017 fik Andelskasseprisen med begrundelsen ”Hun gør et kæmpe arbejde for at profilere vores område med spydspidsen Naturperlen Filsø i front og formidle lokale madvarer”…..” Hun har virkelig sat Vestjylland på landkortet og fortæller den gode historie om området til alle, hun møder – og det er mange”
De seneste tre år med Corona krise og økonomisk krise har været drøje år for oplevelsesbranchen, også for Merete Vigens virksomhed, men hun øjner nu en vis optimisme, da der er godt gang i billetsalg og bookinger for 2023.
10-års jubilæet vil blive fejret senere på året, når naturen grønnes og der er mulighed for en udendørs fejring, for sådan skal det selvfølgelig være, når man lever af at være ude i naturen, afslutter Merete Vigen.