De mest populære naturture starter nu!

Langli, er den lille ø mellem Ho og Esbjerg. Den er kun åben for offentligheden i 2 måneder om året. Når sæsonen om lidt startes, kan du opleve uberørt natur i verdensklasse.

Der er kun 3 landarealer i Danmark som er verdensarv i det danske vadehav. Skallingen og Langli er 2 af dem. Netop Langli er noget ganske særligt ifølge Naturvejleder Morten Vinding fra NaturKulturVarde.

– Når man tager de små 5 kilometer på bare fødder til Langli, kommer man til at gå på vadefladerne. Her kommer man i direkte kontakt med en natur og et fænomen, som man kun kan opleve ganske få steder – fortæller Morten Vinding begejstret.

På trods af at vaderne kan virke golde, så myldrer havbunden med liv. Liv som tiltrækker millioner af trækfugle hvert år. Men også liv, som er meget hårdfør. Der er ikke mange arter, som kan håndtere at have hovedet skiftevis under og over vand i en fast cyklus. De få arter som kan, befinder sig til gengæld i hobetal i den sandede havbund.

Pulsen i Vadehavet er tidevandet. 6 timer og 12 minutter går der fra ebbe til flod. Ved Ho er der lidt over en meter fra vandspejlet står højest til det næsten er forvandlet til sand.

– Vi går fra Ho ved faldende vand. Det giver os ca. 5 kvarter på Langli, før vi skal vende tilbage igen. Og når vi når frem til Ho fornemmer man at vandet så småt begynder at stige igen – udtaler Morten Vinding.

Langli er ikke åben for offentligheden året rundt. Faktisk kan man kun kommer der over 2 måneder om året. Sæsonen starter den 16. juli og slutter den 15. september. Det er i dette tidsrum at man kan give sig selv den unikke oplevelse.

Det man møder på den lille ø, er helt uberørt natur. Fuglene lever på øen og bruger vaderne som en kæmpe buffet. Desuden kan man stadig se spor fra den gang mennesker havde øen som bopæl. Øen var beboet ind til for små 100 år siden. Du kan blandt andet se resterne af den gamle skole.

Netop kombinationen af naturen og historien gør Langli til en yndet og spændende destination. Derfor bliver mange af turene også hurtigt udsolgt. Du kan læse mere om de guidede ture til Langli på www.naturkulturvarde.dk<http://www.naturkulturvarde.dk>

Fakta:

Langli har været beboet siden 1548. Men den faste beboelse blev opgivet som følge af store ødelæggelser af diger og landbrugsarealer under stormfloder i 1909 og 1911. Øen er idag fuglereservat.

NaturKulturVarde laver hvert år i sæsonen næsten daglige ture til øen. Alle NaturKulturVardes ture er gåture på vaden.