MIN SOMMER: Juli er hellig!

Sommerføljeton: Hvordan skal du holde sommerferie?

Mette With Hagensen, Varde, Landsformand Skole og Forældre og lektor på Rybners Gymnasium:

Som undervisere er vi heldige at have meget frihed om sommeren, så vi har mulighed for både festival, rejser og hjemmehygge. Der skal være plads til det hele, for resten af året er vi en meget flyvsk familie, og derfor er juli måned næste hellig for os og helt uden planer. I år må jeg dog lige en tur til London til en konference om skole-hjemsamarbejde, inden familieferien kan begynde.

Roskilde Festival er en fast del af ferien for resten af familien, jeg er ikke til telt, mudder og musik. Når de kommer hjem og har sovet ud, så er der eventyr på programmet. I år Tossa de Mar nord for Barcelona og Cannes, så vi kan få god mad, kultur, afslapning og fede biler. Vi kører selv og bruger AirBNB. Bilferie er nyt for os, og jeg nyder faktisk den langsomme rejseform, fordi der er nærvær og mange gode snakke i bilen undervejs.

Vi tager altid til udlandet om sommeren, for jeg vil have sol og varme, børnene vil have strand og storby, og min mand vil have eventyr. Der er noget af et puslespil at få alle ønsker opfyldt, men min mand er en mester i at finde fantastiske ferier til os, så vi overlader trygt planlægningen til ham.

Den danske sommer er fantastisk men meget ustabil, så derfor er vi altid i udlandet. Jeg kan blive lidt trist, hvis vi kommer hjem fra ferie, og alle fortæller om de fantastiske dage ved stranden og de lyse sommeraftener. På den anden side, så sker det så sjældent, at jeg lever med risikoen for at gå glip af en god uge i Danmark, når vi har garanti for sol og varme, der hvor vi tager hen.

Vi har allerede haft mange drømmerejser med masser af stjernestunder og oplevelser. Drømmerejsen er en familierejse med oplevelser og eventyr, så det kan både være Berlin og Barbados. Lige nu drømmer vi om en tur til Kina. Min mand er i Shanghai et par gange om året, og den næste drøm er at tage hele familien med derud og opleve det nye og det gamle Kina.