Mindst syv ulvepar har fået hvalpe i år

Observationer og vildtkameraoptagelser viser, at mindst syv ud af ni kendte ulvepar har født hvalpe i 2025. Det konstaterer forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen. I alt er mindst 44 hvalpe kommet til verden i 2025, hvilket er en stigning fra sidste år. Samtidig formodes voksen hanulv død.

Foto: Billedet viser ulvehvalpe fotograferet med vildtkamera den 13. juli 2025 i Skjern-reviret i Vestjylland. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet.

 

Den nationale ulveovervågning har gennem foråret og sommeren fulgt de ni danske ulvepar.

Det drejer sig om Lille Vildmose-reviret i Nordjylland, Klosterhede-reviret i Vestjylland, Ulfborg-reviret i Vestjylland, Lønborg-reviret i Vestjylland, Skjern-reviret i Vestjylland, Oksbøl-reviret i Sydvestjylland, Hovborg-reviret i det sydlige Midtjylland, Råbjerg-reviret i Nordjylland og Nørlund-reviret i det centrale Midtjylland [se figur 1].

Syv ulvepar har fået hvalpe i 2025

Observationer og optagelser fra overvågningskameraer dokumenterer, at der er født hvalpe i de syv førstnævnte revirer, mens der ikke er noget, som tyder på hvalpe i Råbjerg. Det er endnu for tidligt at konkludere, om der er født hvalpe i Nørlund.

Det formodede ulvepar i Råbjerg-reviret blev dannet så sent i foråret, at det ikke var forventet, at de ville få hvalpe i år.

Der blev til gengæld født hvalpe i Nørlund-reviret sidste år. Det kan derfor endnu ikke udelukkes, at der er født hvalpe her også, selvom de endnu ikke er blevet iagttaget.

Hunulve ændrer kropsform

Fra de fleste af de syv revirer med allerede konstaterede hvalpekuld forelå der i begyndelsen af maj 2025 billeder og optagelser af hunulve, som ændrede kropsform fra fyldige til slanke og diegivende.

Dette er dokumentation for, at der er født hvalpe. Gennem sommeren er desuden indhentet billeder eller videooptagelser af hvalpe i alle disse syv territorier.

44 hvalpe (indtil videre) er en stigning fra sidste år

I Lille Vildmose-reviret er der iagttaget én hvalp. Det forventes, at nye optagelser vil vise, at der er født flere hvalpe i kuldet.

I Klosterhede-reviret er der ligesom sidste år iagttaget seks hvalpe.

I Ulfborg-reviret, Oksbøl-reviret og Hovborg-reviret er der iagttaget syv hvalpe hvert sted, mens der i Lønborg-reviret og Skjern-reviret er iagttaget hver otte hvalpe.

I alt giver dette ind til videre 44 hvalpe eller 6,3 hvalpe per ynglende ulvepar. Tallet kan som sagt øge en smule, efterhånden som flere observationer løber ind.

Sidste år fik seks danske ulvepar tilsammen mindst 38 hvalpe, hvilket også svarede til 6,3 hvalpe i gennemsnit per ynglende ulvepar.

Ulvepar yngler for femte gang

I forhold til historikken, er det første gang, at ulveparret i Lille Vildmose yngler.

I Lønborg-reviret, som er det dårligst dækkede revir, kan der også have været født hvalpe i tidligere år, men det er første gang, at den nationale ulveovervågning dokumenterer det.

Parret i Klosterhede-reviret har fået hvalpe for anden gang. Det er tredje gang parret i Oksbøl-reviret yngler, men kun andet år med succes i form af observationer af hvalpe I 2023 sås kun en diegivende hun, så kuldet måtte være gået tabt ikke længe efter fødslen.

Det er femte år i træk, at samme ulvepar i Hovborg-reviret har fået hvalpe, mens det er fjerde gang, der fødes hvalpe i både Skjern-reviret og Ulfborg-reviret. I de to sidstnævnte revirer, har der dog undervejs været udskiftning af et eller flere forældre undervejs.

Hanulven fra Hovborg-reviret formodes død

Ulveparret i Hovborg-reviret er i løbet af de seneste år blevet forældre til mindst 31 hvalpe (2021: 4, 2022: 6, 2023: 8, 2024: 6, 2025:7).

Optagelser fra vildtkameraer viser imidlertid, at hanulven GW1469m (født i Ulfborg-reviret i 2019, og som siden december 2020 har dannet par med hunulven GW1700f), er forsvundet.

I mere end fem år er han med stor regelmæssighed blevet registeret af vildtkameraer. Den sidste optagelse stammer fra den 30. maj 2025, hvor hanulven kl. 00.46 forlod det hegnede område i Klelund Dyrehave, der udgør revirets kerneområde.

 

Han formodes at være død kort efter uden at være blevet fundet.

 

Hunulven ser dog ud til at klare skærene med opfostringen af de mindst syv hvalpe. Vildtkameraoptagelser viser nemlig, at parrets hvalpe fra tidligere år hjælper med at bringe føde hjem til det nye kuld.

Husk at melde, hvis du ser en ulv!

For effektivt at kunne finde DNA fra det formodede ulvepar, er det en hjælp at høre om så mange iagttagelser som muligt, så vi ved, hvor der skal ledes.

Derfor opfordres alle, som mener at have set en ulv, at indsende eksempelvis billeder eller observationer af ulve og formodede ulve til den nationale ulveovervågning (ulv@nathist.dk).

Ulvefund er ikke tilgængeligt for offentligheden og præsenteres i afrapportering med en sløring på 10 x 10 km. Samtidig kan man som indsender vælge, at ens navn holdes fortroligt og kun kendes af den nationale ulveovervågning.

 

 

Figur 1 (vedhæftet): Aktive danske ulveterritorier angivet som 10 x 10 km kvadrater (rød) dækkende ulveterritoriernes C1-fund af revirhævdende ulve. Ulvepar/kobler er markeret i henholdsvis Råbjerg-territoriet i Nordjylland, Lille Vildmose-territoriet i Nordjylland, Klosterhede-territoriet i Vestjylland, Ulfborg-territoriet i Vestjylland, Skjern-territoriet i Vestjylland, Lønborg-territoriet i Vestjylland, Oksbøl-territoriet i Sydvestjylland, Nørlund-territoriet i Midtjylland, og i Hovborg-territoriet i det sydlige Midtjylland.

 

Billeder og video må bruges frit mod behørig kildeanvisning efter god presseskik til omtale af denne historie. Billederne må ikke bruges til omtale af 3. parts (formodede) observationer af ulv eller som illustration af artikler, der ikke omtaler Naturhistorisk Museum Aarhus eller Aarhus Universitets undersøgelser af ulv i Danmark, uden foregående aftale. Vi vil desuden værdsætte, at man ikke skalerer uden om eventuelle logoer for Naturhistorisk Museum Aarhus eller Aarhus Universitet ved brug af video og billeder.