Varde Kommune overdrager nøglerne til det gamle bibliotek til Varde Miniby Fonden. Det sker ved et uformelt arrangement lørdag den 1. juli kl. 10.00, hvor formand for Udvalget for Plan og Teknik Preben Friis-Hauge overdrager nøglerne til formand for Miniby Fonden, Gustav Petersen.
Minimurerne får nyt værksted lige ved siden Minibyen. Det sker, når minimurerne lørdag den 1. juli får overdraget nøglerne til det gamle bibliotek, hvor minimurerne fremover vil fremstille og renovere de velkendte minihuse, der udstilles i Varde Miniby.
Oprindeligt skulle minimurernes nye værksted bygges fra grunden i Arnbjerganlægget, men en vurdering af jordbundsforholdene i Arnbjerganlægget slog fast, at byggeriet ikke kunne holdes inden for budgettet.
Derfor har Varde Miniby Fonden i samarbejde med Varde Kommune afsøgt forskellige muligheder, og valget faldt altså på det gamle bibliotek, hvor minimurerne fra 1. januar 2018 får værksted.
FAKTA
- Varde Kommune har bevilliget i alt 1.1 mio. kr. til bygningen af et nyt værksted til Minimurerne i Arnbjerganlægget. Det samlede budget lød på 5.3 mio. kr., og Minimurerne skulle blandt ved hjælp af fundraising finde restfinansieringen. Til dette formål stiftedes Varde Miniby Fonden i marts 2016.
- Rådgivere vurderede, at jordbundsforholdene i Arnbjerganlægget gør, at det planlagte byggeri ikke kan gennemføres inden for det afsatte budget. Derfor opgav man projektet.
- Varde Miniby Fonden har i samarbejde med Varde Kommune derfor fundet en anden løsning, der imødekommer minimurernes ønske om et nyt værksted.
- Det gamle bibliotek på Lundvej ejes af Varde Kommune, men anvendes af Vardemuseerne til opmagasinering. Bygningen overdrages til Varde Miniby Fonden, som ved ombygning indretter huset til værksted for minimurerne
- Overdragelsen sker officielt lørdag den 1. juli kl. 10:00 på Lundvej 4 i Varde.
- Minimurerne har i dag værksted på Vestervold 19c i Varde og har åbent for interesserede hver onsdag fra 9-12
- Det nye værksted tages i brug fra 1. januar 2018.
Gustav Petersen, formand for Varde Håndværker og Industriforening:
”Vi er glade for, at vi har fået løst udfordringen omkring et nyt værksted i samarbejde med kommunen. Det gamle bibliotek har i vores øjne noget nær den optimale beliggenhed”
”Nærheden til minibyen er helt perfekt. Med den nye beliggenhed kan gæster i minibyen slå et smut forbi værkstedet og slå to fluer med et smæk.”
Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Plan og Teknik, Varde Kommune:
“Nøglerne er ikke kun til at åbne døren til det gamle bibliotek med. Nøglerne er også med til at åbne nye døre og bringe minimurerne tættere på Minibyen, og samtidig bliver minimurerne langt mere synlige for borgere og turister i Varde By.”