Minkskandalen. Trist og dybt frusterende

Læserbrev af Preben Friis-Hauge (V), folketingskandidat, Søndergade 18, 6862 Tistrup

For nogle dage siden var jeg for første gang på besøg på en nedlukket minkfarm. Det var lokalt og det var i Varde Kommune. Jeg tror alle kender Venstres holdning til nedlukning af et helt erhverv, så den vil jeg ikke skrive mere om i dette læserbrev.

I stedet lyttede jeg til den nu tidligere minkfarmer, og spurgte ind til, hvordan det var, at få lukket sit livsværk ned. Chokerende, uvished, frustration og afmagt var bare nogle af de ord der kom frem i vores samtale. Ud over den statslige fyring, samtidig og fortsat at skulle “vedligeholde”/passe et produktionsapparat uden mink, for at statens “tilsyns- og vurderingshold”, på et tidspunkt kunne komme forbi og vurdere hvad erstatningens størrelse konkret skulle blive. Jeg spurgte om, hvornår “staten” så ville komme forbi. Måske i 2027 lød svaret, men vi håber det bliver før. Brokker vi os over den vurdering, som vi modtager senest i 2027, så kan det vare helt frem til 2029, før end det er endeligt afklaret.

Uvisheden om hvornår “de” kommer. Uvisheden om, hvordan de vurderer det tab en given minkavler har haft og har.

Som en “der kigger ind”, så er det min opfattelse, at en sådan uvished, det kan slide selv ressourcestærke mennesker op.

Hvis jeg kommer i Folketinget efter valget 1 nov, så vil jeg også arbejde for, at dette er en sag, som Folketinget skylder at afsætte flere manpower ressourcer til, så den kan blive afsluttet, istedet for at blive trukket i langdrag.