Mit juleønske er, at du viser butikspersonalet respekt

Formand for HK Handel Sydjylland Hanne K. Mathiasen, Skovløbervænget 15, Varde, skriver:

Mit største juleønske i år er, at de sydjyske butiksmedarbejdere bliver behandlet med respekt af de handlende.
Det kan måske lyde som et utraditionelt juleønske. Men som formand for HK Handel Sydjylland har jeg gennem året hørt alt for mange beretninger fra medlemmer, som har fået ødelagt deres arbejdsmiljø af vrede, ubehøvlede og utålmodige kunder.
Nu er vi nået til årets travleste måned for ansatte i detailbranchen, og jeg vil meget gerne have, at de kommer igennem den uden ar på krop og sjæl.
Så vil du ikke hjælpe med at opfylde mit ønske?
Hvis det er svært, er mit bedste råd, at du forestiller dig, at det var dit eget barn eller barnebarn, der stod der bag disken. Et andet effektivt råd er at sætte farten lidt ned.
Du kan også sagtens hjælpe, selvom det slet ikke er dig, der ødelægger stemningen. Sig fra, hvis du oplever andre gå over stregen.
Ofte er det de yngste medarbejdere, der lige er kommet ud på arbejdsmarkedet, der får den værste behandling af kunderne. Stå op for dem og vis, at det slet ikke er i orden. De skal jo gerne holde mange år endnu.
Lad os sammen sørge for, at julen bliver hjerternes fest – også i butikkerne.