Det var Mette Nims første tanke, da hun mødte de andre nybagte mødre, som sundhedsplejerske Lisbet Rosendahl havde samlet i en såkaldt mødregruppe.
Mette var lige blevet mor til Mia i marts 2009, da hun første gang mødte Winnie, Mette, Marianne og Rikke.
“Jeg tænkte, at vi umiddelbart var meget forskellige, men jeg var klar til en snak om blemærker, amning og babymos,” smiler Mette og fortsætter: “Det er nu aldrig blevet til så meget ammestuesnak, i stedet gik det vist meget hurtigt op for os, at vi her havde fundet en helt unik hyggelig base, hvor alt var tilladt.”
Fulgt hinanden
Sammen har de fulgt hinandens liv og færden de sidste 7 år, og der gik da heller ikke lang tid, før børnene blev overladt til deres fædre, så mødregruppen kunne komme ud.
“Vi har et helt specielt sammenhold – en fortrolighed, der falder ganske naturligt, når vi mødes. Her kan vi snakke frit om mændene derhjemme, bøvlet på arbejdspladsen, trøste ved skilsmissen, kaste ris ved brylluppet og ønske tillykke med det nye job. Intet er hverken for stort eller småt til at blive vendt.”
Mødrene har de sidste knap 3 år sparet penge sammen, så de for nylig drog i samlet gruppe af sted mod Rom.
“Vi havde en fantastisk tur – og som vi sad der på de små fortovscafeer midt i den smukke by, kom vi faktisk til at tale om, hvor heldige, vi er – sådan at have mødt hinanden – næsten tilfældigt, godt hjulpet af Varde Kommunes sundhedsplejerske,” lyder det tænksomt fra Mette.
Hun skal til august giftes med Klaus, hendes tidligere nabo, nu kæreste, men det er en helt anden historie.
Og sikkert er det, at mødregruppen skal med til festen….
På billedet kan man se Mette Nim (yderst th.) sammen med mødregruppen foran Peterskirken i Rom: Marianne Kilmark, Winnie Lovin Jensen, Rikke Lise Steffensen og Mette Thomsen Høj.