Musik & Billedskolen genåbner udstilling i KunstLab

Kun fire dage var den seneste udstilling i KunstLab åben, før coronavirussen lukkede Danmark ned, og dermed også KunstLab og Musik & Billedskolen.

Eleverne fra Musik & Billedskolens billedkunsthold havde glædet sig til at vise årets arbejder på udstillingen i marts måned. Værkstedet har sæsonen igennem sprudlet af kreativ energi og aktivitet – og eksperimenter med mange forskellige materialer og teknikker.

Foto: Niels Linneberg)

Derfor er glæden stor over, at det ikke bare er Musik & Billedskolens musikundervisning, der nu er genåbnet, men også udstillingslokalet i KunstLab.
På grund af lukningen har de sidste par måneders planlagte udstillinger også været aflyst, således også i juni, så det var oplagt at genåbne børnenes udstilling, der stadig prydede lokalet.

Fra ferniseringen (foto: Niels Linneberg)

Kate Skjerning, der underviser holdene, er glad for denne ekstra chance for at vise elevernes værker.
– Det har været et godt år med en masse glade og meget engagerede billedkunstelever, så efter skuffelsen over lukningen, er forlængelsen af udstillingen velfortjent, siger Kate Skjerning.

Udstillingen kan ses indtil d. 24. juni i KunstLabs åbningstid, hverdage 9-17 og weekender 12-16.

Tegning lavet af Freja Brydegaard

Læs mere om KunstLab på www.kunstlab.dk