Siden Musik & Billedskolen genåbnede i april og maj har den højeste prioritet været at få eleverne ud at spille igen.
Sommerkoncerterne er netop blevet holdt i denne uge – med stor glæde og succes, og nu er blikket rettet mod den årlige TRÅD-musikfestival lørdag d. 19. juni.
Traditionen tro er der musik på Kulturspinderiets scene ved Musik & Billedskolen, og på Torvet i Varde mellem kl. 10.00 og 14.00.
På torvet er det fortrinsvis klassiske grupper og talentelever, der optræder, og på Kulturspinderiet spiller en lang række rytmiske sammenspilshold fra Varde, Oksbøl, Ølgod, og Agerbæk.
– TRÅD er er en fantastisk måde at samle elever fra hele musikskolen på. Og især i år er det en herlig måde at afslutte sæsonen på. De dygtige elever og lærere glæder sig til igen at fyre den af på vores festival, siger Mads Jørgensen fra Musik & Billedskolen.
Alle er hjerteligt velkomne.
Fakta:
– TRÅD afholdes d. 19. juni på Kulturspinderiet, Vestervold 11 og Varde Torv.
– Der er musik begge steder kl 10-14
– 23 bands, ensembler og solister optræder på TRÅD i år.
– Det samlede program kan findes på www.musikogbilledskolen.dk/tråd
Foto: Niels Linneberg