Musik & Billedskolen siger farvel til denne sæson

De sidste par måneder har, som for så mange andre, ikke været normale i Musik & Billedskolen.

Musikken har en tid været forvist til mere eller mindre skrøbelige internetforbindelser.

Undervisning i musik kræver et nærvær, der ikke findes på internettet, og glæden var derfor stor, da der forsigtigt blev åbnet for undervisningen for et par uger siden.

Heldigvis har både elever og lærere fundet takten igen, og i næste uge sluttes sæsonen med det, som er sjovest for alle, nemlig at spille koncerter rundt omkring i kommunen.

Tirsdag, onsdag og torsdag er planlagt en række udendørs koncerter i centrum af Oksbøl, Nr. Nebel, Ølgod, Ansager, Agerbæk og på Kulturspinderiet i Varde.
Koncerterne bliver afholdt som en række små korte koncerter med få elever per koncert, så de alle kan holdes indenfor rammerne af forsamlingsreglerne.

– Det er fantastisk at mærke både elevernes og medarbejdernes glæde ved at vende tilbage efter lukkeperioden, er helt i top, så vi kan slutte af med at nogle af eleverne spiller små koncerter rundt omkring i Varde Kommune, siger Hanne Grønlund, Musik & Billedskoleleder.