Det var ved at gå galt med Musik & Billedskolens sommerkoncerter i denne sæson.
Efter en lang nedlukning fra midten af december uden at kunne spille sammen, var det usikkert, hvornår eleverne igen kunne får lov at mødes.
Med den seneste åbning i maj, er spilleglæden dog vendt tilbage, og dermed også lysten til at spille koncerter og på den måde afslutte en noget anderledes sæson.
– Det er af helt uvurderlig betydning for os og vores elever, at vi igen må spille og synge i Musik & Billedskolen.
Og endnu bedre er det selvfølgelig, at vi kan afvikle vores koncerter igen, siger Peter Vogel, leder af Musik & Billedskolen.
Vi glæder os til at give en hel masse elever mulighed for at spille en række små koncerter for publikum rundt om i hele kommunen.
I lighed med sidste sommer har Musik & Billedskolen valgt, at de fleste koncerter spilles udendørs rundt omkring i kommunen.
Koncerterne er i dagene 7.-10. juni, og der er koncerter i Oksbøl, Nr. Nebel, Ølgod, Agerbæk og Varde.
På www.musikogbilledskolen.dk/sommerkoncert kan listen over koncerter findes.
Hvis vejret er dårligt, bliver koncerterne så vidt muligt flyttet indendørs.
Følg med på hjemmesiden eller på www.facebook.com/vardemusikogbilledskole for opdateringer.
Foto er fra sommerkoncert sidste år ved Brugsen i Nr. Nebel. Foto: Niels Linneberg