Jeg ved ikke rigtigt – tror egentlig, der var tale om en Coronaskade…? Og ja, det lyder vel lidt mærkeligt, men lad mig forklare.
Det startede fredag eftermiddag, da jeg var nede for at handle. En underlig bidende fornemmelse ned i højre ben. Slog det hen og satte mig i sofaen for ligesom at tyvstarte weekenden hen af eftermiddagen. Benet opførte sig mærkeligt – som om jeg ikke kunne finde ro, – og som timerne gik, begyndte en jagende smerte at brede sig fra lænden og ned til foden. Kl. 20.00, da familien havde samlet sig til X-Factor, lå jeg sammenkrøllet i mit sofahjørne – og kunne ikke flytte mig.
(Hvorfor sker sådan noget altid op til en weekend???)
Den efterfølgende nat kan jeg ikke lide at tænke på, og hvordan jeg klarede weekenden, har jeg fortrængt. Jeg kunne kort og godt ikke gå, ligge, sidde eller stå. Og som altid led jeg ikke i stilhed. “Hvad i hedehulan er det nu for noget, hvæsede jeg (og tudede også lidt) mens familien virkelig forsøgte at bringe dit&dat, som jeg slet ikke ville have!
Sad i kø ved lægens telefon mandag morgen. Og fik noget smertestillende, der nok skulle hjælpe på sådan noget muskelhalløj… (???!!)
Tirsdag havde jeg ikke sovet i 4 nætter. Brølede som en løve fra min seng, hvor jeg nu havde ligget på albuerne med røven i vejret i 4 døgn. Ældstedatter havde formentlig fået nok, og fik mig transporteret til fysioterapeut.
“Det er din iskias – den er da helt gal…” Ja tak – jeg ved sgu godt, hvad smerte er, jeg har født tre børn, og det var INTET i forhold til det her, brølede jeg ud gennem mundbind liggende som en anden udefinerbar klump på fysioterapeuts briks. Lovede ham at lave nogle øvelser. Vidste godt, at det ikke ville blive til noget.
Onsdag ringede jeg til læge og sagde det, som det var: Giv mig noget, der bedøver, eller jeg bliver skilt… (familien var ved at være lidt trætte af situationen = mig)
Fik noget, den søde sekretær mente nok skulle hjælpe, ellers måtte jeg jo ringe igen. Hen af dagen måtte jeg konstatere, at der tilsyneladende var tale om placebo-medicin. Krøllede mig sammen i bunden af bilen og søgte hjælp hos en ny fys. Stakkels hende. Jeg kunne jo godt se det – man kunne da ikke arbejde med så sølle og arrigt et spektakel som mig, der ikke engang kunne GÅ ind i hendes klinik.
Brainstormede hele aftenen på, hvor man egentlig går hen, hvis man er ude efter illegal medicinering – som morfin fx…
Endnu en nat på albuer, der nu var synligt tyndslidte… ringede til læge fredag og skabte mig. Så meget at jeg nu fik morfin. Og noget andet stads – og se, det hjalp. Sov for første gang i 6 døgn.
Udviklede hen over de næste 5-7 dage en ret vild afhængighed. På morfin kunne jeg pludselig ta’ et bad igen – sidde med ved spisebordet og endda gå fra soveværelse til badeværelse uden at holde 5 pauser.
Men velvidende at man jo ikke kan fylde sig med morfin til evig tid, bestilte jeg tid hos endnu en fys – OG se det ku’ noget. Manden brækkede mig helt fra hinanden – og stak 10 nåle i mit ben – og vupti – jeg tror faktisk, at havde jeg forsøgt, så kunne jeg næsten ha’ gået på vandet bagefter…
Hurra for behandlere, især dem, der fortæller, at det hele er Coronaens skyld, fordi – når man er vant til at fare rundt ud og ind – op og ned – så pludselig sætter sig ned og glor ind i en skærm 24-7, ja så bakker kroppen lige baglæns i protest.
Hurra for dygtige behandlere, og læger, der lytter – og endnu mere hurra for, at denne alt for lange trivielle nedlukning er ved at være ovre!
#detblivergodtigen