Når man knækker feriekoden

I mange år har jeg småjamret lidt over, at jeg “jo aldrig kunne holde rigtig ferie” – som journalist på en avisredaktion for år tilbage havde jeg svært ved at slippe jobbet, når jeg skulle holde fri i de max 14 dage af gangen, vi måtte tage sammenhængende – og sidenhen som citychef var det denondelyneme svært at melde ferietilstand i juli måned, hvor alle andre havde fri. Sidenhen blev jeg selvstændig, og her havde folk og fæ advaret mig: Du kommer aldrig til at holde ferie.

De sidste 4 år har jeg ikke holdt rigtig ferie – indrømmet, jeg har haft næbbet i mobilos med jævne mellemrum, mens jeg lå på solseng på charterferie med børnekuldet, fordi jeg så hulens gerne vil være tilgængelig og überserviceminded. Og det vil jeg stadig – men jeg har knækket koden i år – faktisk ved lidt af et tilfælde. Og nu deler jeg hjertens gerne ud af, hvordan man reelt kan føle, man har en lang lækker ferie, samtidig med, at man ikke slipper jobbet – på den rette måde. (Tænker jeg)

Jeg skulle have lånt min brors lejlighed i Aarhus 4-5 dage. Ih og næh hvor jeg glædede mig, lavede to-do-lister og pakkede… Men det korte i det lange er, at den uges ferie blev barberet ned til to dage. Jeg nåede Aarhus, jeg nåede faktisk, alt det, jeg allerhelst ville se, og så sad jeg hjemme ved arbejds-pc igen. Og blev lidt sur over det – fordi det er jo også vigtigt at trække stikket – siger de… Og det føles bare ikke som ferie at trisse rundt hjemme i stuen… mens arbejds-pc kalder… Og uanset hvor forelsket jeg så er i mit arbejde – og det er jeg – så er det nu også rart at holde fri ind imellem…

Man bliver kreativ, når man nu ikke lige kan alt det der, man plejer (møg-covid) – og så opstod ideen.

Jeg holder 2-3 dages ferie UDEN PC – UDEN TELEFON (næsten) hver uge i 4 uger. Bestilte hotel – tog på bilcruise – trak stikket – oplevede og sugede til mig af den danske sommer gennem Jylland. To dage af gangen. Og al travlhed og småstress forlod langsomt min tankevirksomhed. Fordi jeg nåede BÅDE arbejde, glade kunder, GoVarde og at holde ferie.

Jeg har på en måde 14 dages ferie tilbage. Det føles ret lækkert. Eller det til sige – jeg er ikke tilgængelig 2 dage i uge 31 og ligeledes 3 dage i 32. Til gengæld er jeg ikke bagud med mit arbejde, og kan trisse afsted på kulturfridage med veninden lige om lidt.

Jeg har i en alder af “absolut sidst i 40’erne” lært, hvordan man holder ferie og rent faktisk får slappet af og ladet op – samtidig med at mit firma ikke går i stå. Og nåh ja, så har jeg jo også et par gode folk, der suser ud med kamera og kuglepen, hvis det haster…

Blot inspiration til det travle/aktive menneske derude… Og en forklaring på, hvorfor jeg ikke lige svarer alle mails så kvikt hen over sommerugerne 😉

(Og ferie er nu ikke så ringe endda….!)