Næsten 40 elever og skoleleder er på plads i Billum

Billum Friskole har allerede nu en fantastisk god tilslutning forud for opstarten til august 2017, og har derfor netop ansat Gitte Møller fra Billum til at stå i spidsen for den nye skole.
Det er et stort friskolehjerte, der kommer til at præge skolen. Gitte Møller har været ansat på Mejls-Orten-Tinghøj Friskole i hele 22 år og har været med igennem det meste af udviklingen af kollega-skolen på den anden side af Varde.

–  Nogen gange møder man noget, der er så spændende, at man slet ikke kan lade det være, fortæller Gitte Møller om motivet for at søge jobbet som skoleleder.

–  Vi har så mange muligheder her i Billum for at skabe en enestående skole med en god læring. Vi har den vidunderlige mangfoldige natur, med Vadehavet og Vesterhavet, å og eng. Vi har desuden stenalder og levn fra krigens tid lige om hjørnet og det meste i cykelafstand, og det giver alle muligheder for at skabe en nærværende og motiverende læring for skolens elever – ja, jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

Foreningskvinde
Gitte er også kendt fra foreningsverdenen, og har altid været en del af gymnastikken, både lokalt men også længere ud. Det forener sig også rigtig fint med jobbet som skoleleder, hvor bl.a. fortælletime og morgensang vil stå højt på Gittes og dermed skolens dagsorden. Det at have noget at være fælles om vægter højt for den nye skoleleder.

At Gitte er lokal, ser Formand Ole Andresen kun som et plus.
– Gitte kender området og de muligheder det rummer som sin egen baghave, siger Ole, og han fortsætter:
– Vi har i bestyrelsen stor respekt for, at Gitte har valgt at tage udfordringen op. Hun sætter faktisk alt på et bræt, når hun både skal bo i Billum og være leder af skolen. Men det bekræfter os i, at valget er rigtigt – hun brænder virkelig for det her.

En af de kommende elever i friskolen sagde engang: ”Tænk hvis man kunne se ilden i lærernes øjne” og det kan man i Gittes øjne.

Skolen tæller allerede her i april måned næsten 40 elever, så grundlaget er mere end tilstrækkeligt til at starte på, hvilket formand Ole Andresen er særdeles tilfreds med:
– Jeg er så stolt, glad og lettet over, at vi allerede nu har både et stort antal elever og en kompetent skoleleder på plads. Nu er der kun én vej, og det er fremad. Det bliver så godt det her, og jeg glæder mig hver eneste dag, til mine børn skal starte i den nye skole.

Processen med at ansætte lærerstaben begynder nu, og der skal minimum ansættes tre lærere til skolen.
Der bliver ligeledes mulighed for børn, forældre og andre interesserede til at møde den nye skoleleder til Billum Friskoles forfest fredag d. 4. maj, hvor Gitte kører en workshop med børnene, for at få netop elevernes ønsker til skolen helt frem i første linje.