Natteravne i over 90 byer vil være ude på J-dag fredag d. 4. november, hvor julebryggen skænkes op kl. 20.59 på diskoteker og værtshuse.
Natteravnene samarbejder med Carlsberg om at udbrede budskabet om at gøre J-dag til en glad aften, hvor både unge og voksne drikker med respekt for sig selv og for omgivelserne.
– J-dag er en aften hvor tusinder af danskere går ud for at hygge sig og tage hul på julestemningen. Det er en aften, hvor man let kan få en tår over tørsten, og især de unge bliver fristet. Derfor er Natteravnene på gaden det meste af aftenen og natten, fortæller, Kim Hassø, Chef for Natteravnenes Landssekretariat.
En glad aften for de unge
Natteravnene er frivillige voksne, som hver weekend passer på de unge i nattelivet, og netop J-dag er en af årets helt store aftener. Her er flere Natteravnene ude end normalt, og de deler blå nissehuer og bolsjer ud til de unge.
– Vi gør meget for, at det skal blive en glad og festlig aften. Vi uddeler Tuborgs populære blå nissehuer og bolsjer til de unge, og de stiller gerne op til sang, dans eller et kram, for at få fingrene i en nissehue. Samtidig er det en god anledning til en snak om at drikke med respekt, så det bliver en glad aften uden druk og uheldige episoder, siger Kim Hassø.
Kim Hassø understreger, at Natteravnene ikke kommer med løftede pegefingre, de unge ved det jo godt. De bliver bare mindet om det i en hyggelig tone.
– Vi har et mangeårigt samarbejde med Carlsberg/Tuborg om at J-dag foregår på en forsvarlig måde. Vores fælles mål er, at de unge skal have det sjovt uden at få for meget at drikke, slutter han.
Natteravnene er frivillige, ansvarlige voksne, som går i byen for at være der for børn og unge. Natteravnene går altid i hold på tre i den karakteristiske gule beklædning, typisk i aften- og nattetimerne, hvor de unge går i byen. Natteravnene er organiseret lokalt i ca. 140 byer i Danmark som hører under et fælles Landssekretariat, der støtter og vejleder de frivillige.