Af Preben Friis-Hauge, byråds- og regionsrådskandidat (Venstre), samt formand for Varde Kommunes Plan- & Teknikudvalg. Søndergade 18, 6862 Tistrup.
Et af formålene med “Grønt Danmarkskort”, det er bl.a. at skabe sammenhængende naturkorridorer for vildt og dyreliv. Det er Miljøministeriet, der har pålagt kommunerne at udlægge ”Grønt Danmarkskort”. Nu vil samme ministerium til at indhegne naturen. Hvis det lykkes, så kunne man tro at kommunerne kunne nedprioritere arbejdet med det Grønne Danmarkskort, for hvorfor genere jordejere og landmænd med at lave naturkorridorer hen over deres ejendom, blot for at konstatere, at korridoren måske ender ved et 2 meter højt trådhegn ind til en naturnationalpark.
Jeg er også spændt på at følge debatten, der uvægerligt må komme mellem Forsvaret og Naturstyrelsen – lokalt i Varde Kommune, når aftalen om kørespor og øvelsesområder på naturstyrelsens arealer, skal matches med placering af nye naturnationalparker.
Naturstyrelsen varsler med borgermøder “efter efterårsferien” og med en bagkant, at Folketinget skal beslutte hvad de vil i december – i år.
En anelse bekymrende for en antagelig god debat om emnet, at Naturstyrelsen endnu ikke har udmeldt datoer for afholdelse af borgermøder og de varslede naturvandringer. Ligeledes ville det også have været en god service til borgere og andre interessenter, om man havde gjort sig ulejligheden at offentliggøre et detaljeret kort, så alle havde en chance for præcist at se, hvilke arealer der reelt tales om.
Vedr. økonomien, mener jeg personligt, at man i stedet for at bruge penge på trådhegn, så burde man bruge pengene på at styrke de eksisterende nationalparkers naturindsats. Fx nationalpark Vadehavet, der tillige er udpeget UNESCO natur Verdensarv.