Med få undtagelser var der nærmest tale om en kollektiv off day, da Varde på trods af en mand i overtal den sidste halve time måtte se sig besejret med 2-1 på Campus Road i Odense efter en chancefattig og uskøn forestilling med masser af frispark. Pausestillingen var 0-0.
De forkerte beslutninger stod nærmest i kø, ikke mindst i 2. halvleg, afleveringerne manglede præcision og den sidste ærgerrighed og aggresivitet savnedes også.
Startformationen var med en enkelt undtagelse den samme som i sidste weekend mod Ringkøbing. I stedet for den fiberskadede Mikkel Rohde var Jonas Gejel Hansen med fra start.
De første 45 minutter var en jævn kedelig og chancefattig affære uden overtag til nogle af holdene. Hjemmeholdet havde et godt forsøg efter en halv times spil, hvor Lasse T. Kristiansen viste klassen, og indenfor samme minuttal havde Varde også et godt forsøg, hvor Nicolaj Forst headede Søren Jelstrup indlæg ned mod nærmeste hjørne, men B1913´s keeper parerede flot.
De sidste 45 minutter blev langt mere livlige med såvel mål som dramatik.
Hjemmeholdet bragte sig foran 1-0 i det tredje minut på et straffespark begået af Kristoffer Sørensen lige på kanten af feltet. Efter en kort konferering med linjedommeren pegede dommeren på pletten. Hjemmeholdets Niclas Stockholm eksekverede sikkert.
Varde pressede derefter på for at fremtvinge en udligning, som kom efter et kvarters spil af halvlegen. Viktor Skovby blev spillet fri i feltet og hans afslutning blev parereret af hjemmeholdets Emil Peter Jørgensen med hånden, som herved modtog sin anden advarsel og dermed blev udvist samtidig med at der blev dømt straffespark. Nicolaj Forst eksekverede, men i første omgang reddede keepren forsøget, men på riposten scorede Forst sikkert til 1-1.
Med en mand i overtal overtog Varde som ventet spillet uden dog at komme frem til oplagte scoringsmuligheder. derimod var hjemmeholdet mere farlig på omstillinger, og på en sådan lykkedes det B1913 at bringe sig i front ved Rene Dall Henriksen med knap 20 minutter tilbage af kampen.
I de sidste minutter af opgøret satsede Varde hele butikken, men udover et par farlige omstillinger til hjemmeholdet og et direkte rødt kort til Lasse Holm i tillægstiden kom der absolut intet ud af anstrengelserne.
Efter kampen var cheftræner Søren Pallesen da også særdeles utilfreds med indsatsen: “I dag er det hele holdet der underpræsterer, derfor er det også holdet der skal rejse sig til kampen næste lørdag mod Kolding Boldklub”.
Med nederlaget rykkede Varde et par pladser ned i tabellen og indtager nu 4. pladsen med 7 points.
Matchfacts B1913 – Varde:
Resultat: 2-1 (0-0)
1-0 Niclas Stcokholm (48. str.)
Udvisning B1913: Emil Peter Jørgensen – 2 x gult (37. & 59.)
1-1 Nicolaj Forst (60.)
2-1 Rene Dall Henriksen (71.)
Udvisning Varde: Lasse Holm – direkte rødt (90.+1)
Dommer: Jacob Beyer Madsen
Tilskuere: 125
Varde: Lasse T. Kristiansen – Søren Jelstrup, Nikolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggard – Jesper “mc” Christiansen (76. Mikkel Fischer), Niclas Holm , Jonas Gejel Hansen (68. Lasse Holm), Nicolai Forst – Mikkel Blåholm, Viktor Skovby (61. Jeppe Aarhus).
Ikke benyttet: Mikkel Rohde og Simon Jelstrup.
Advarsler Varde: Kristoffer Sørensen (48.), Joachim Puggaard (53.) og Nikolaj Andreasen (85.)
Advarsler B1913: Rene Dall Henriksen (27.)
Den 12. september 2020 af Ejgil Gammelgaard