Jeg ved ikke, hvornår det blev en livsstil at sige “nej tak” i telefonen, men jeg må indrømme, jeg efterhånden er blevet professionel.
8-12 gange om ugen bliver jeg ringet op af glade unge stemmer, der vil redde mit liv med billigere telefonabonnementer, forsikringer, investeringsmuligheder eller “en hurtig snak om min el-aftale”.
De kalder mig ved fornavn, lyder som om vi næsten kender hinanden, og starter altid med den klassiske:
“Hej! Har du to minutter?”
Nej. Jeg har faktisk ikke to minutter. Jeg har dårligt tid til mig selv.
Og det hjælper ikke at lægge røret på, for tre dage senere ringer de igen — som en slags moderne telefoniske déjà vu. Det er lidt som at spille “Whack-a-mole” med headset: du siger pænt “nej tak” til den ene, og pling! — op dukker den næste med samme smil i stemmen og samme tilbud om “en uforpligtende snak”.
Jeg ved godt, det bare er deres job. De sidder dér i et støjende callcenter med headset og scripts, og de prøver jo bare at ramme jackpotten – altså én, der ikke siger nej. Og jeg føler mig lidt som en sur gammel tante, når jeg med mit mest tørre toneleje siger:
“Jeg er ikke interesseret, tak.”
Men inderst inde tænker jeg: Kunne vi ikke bare genindføre telefonbogen og fastnettelefonen – dengang man kun blev ringet op, hvis nogen enten skulle til middag eller døde?
Det værste er, at jeg en dag kommer til at falde i. En af dem lyder simpelthen så sød, at jeg af ren høflighed siger ja tak – og så sidder jeg der, med tre mobilabonnementer, en ulykkesforsikring til hunden og investeringer i grøn energi i Moldavien.
Så ja – jeg er måske blevet en vrissen gammel dame, når det kommer til telefonsælgere.
Men jeg kalder det bare selvopholdelsesdrift i en digital tidsalder.