Trofaste klummelæsere vil vide, at jeg er vældig begejstret for kaffe. Og en af mine julegaver fik mig til at tænke over det her med kaffeglæde – så lad mig stille ind på det, man hælder kaffen op i – inden indtag.
Da jeg flyttede hjemmefra, mindes jeg ikke at jeg havde kaffekopper. Måske…? Jeg drak ikke kaffe, men jeg havde måske nogle tekrus. Og måske var det netop det her med krus, der gjorde, at jeg sprang den del over med kaffekop på underkop. Det var mest noget, der blev serveret hos ældre mennesker…
Jeg erindrer, at da jeg flyttede til Odense i start-20’erne, købte jeg et par krus i Ikea, og et par stykker i Søstrene Grene. Og så havde jeg et krus med mit navn på fra Den Gamle By. Det var vist det…
Så flyttede jeg til Varde, og her havde Manden, der lokkede mig til 6800, sådan nogle kopper med dertilhørende underkop (garanteret fra sin mors gemmer), og dem skiftede jeg fluks ud med min skæve Odense Samling.
Snart købte jeg alligevel 6 ens kopper; de var egentlig ikke særlig pæne, men jeg manglede krus til mine kaffegæster (mødregrupper og alt det, der hørte denne tid til). Det var ikke noget, der var så vigtigt, der der med design og farver. Mener de var mørkeblå udenpå og lyseblå indvendig. Men er ikke sikker…
Og Så rundede jeg de 40. Og røg for alvor ind i den periode, hvor der ikke kunne komme farver nok på tilværelsen. Også hvad angår kaffekopperne. Købte hist og pist dem, der havde mange farver og gerne noget guld, en håndfuld Poul Pava-krus fulde af herlig naivisme, og hvad jeg ellers kunne opdrive af skørt og farverigt design. Eneste målsætning: Det måtte ikke være to ens kopper.
Det er næsten 10 år siden. Ja det er. Og nu er jeg så tilsyneladende blevet gammel og mere “stilig-kedelig”, som mine børn siger. Eller, det sagde de i hvert fald juleaften, da jeg åbnede den her gave med to Royal Copenhagen mega-riflede blå-nogen, hedder de vist. Men sagen er, at jeg synes de er pæne. Og kaffen smager altså SÅ godt af dem. Og jeg har skrevet dem på min ønskeseddel til den store fødselsdagsfest, jeg vil holde til sommer.
Tiderne ændrer sig, og det er efterhånden en menneskealder siden, jeg stod i Søstrene Grene i Odense som fattig studerende og vendte småmønterne for at købe to keramikkrus i forskellig farve. Og måske HAR jeg også mest lyst til at padle rundt efter 12 kaffekrus i neonfarver med guldhank, men…. kaffen smager altså bare godt i de her mega-blå-nogen.
– Som i øvrigt var en gave fra mig selv – til mig. Og jeg håber at få flere. Så stilig-kedelig-gammel er jeg så blevet…. og det føles ganske vidunderligt!