Niels Ole Beck: De varme hænder – og fokus – skal flyttes!

Han har gjort det før, og nu gør han det igen. Stiller op som kandidat til Folketinget, og der har aldrig været nogen tvivl: Jeg hører hjemme i Socialdemokratiet, siger Niels Ole Beck, der med egne ord er særdeles velforberedt til valget 22.

– Jeg brænder for lokalsamfundet, vi har så meget at være stolte af her i Vestjylland, og det er en af grundene til, at det er så vigtigt at få en lokal stemme på Christiansborg, siger Niels Ole Beck, der ikke lægger skjul på, at han nærer et stort ønske om at være det lokale talerør.

Niels Ole Beck er ansat som tilbudsleder på et bosted i Esbjerg, hvor hans fokus er fortrinsvis de 18-25 årige. Og netop dette job er også afgørende i forhold til fokuspunkter i valgkampen, der nu er skudt i gang.

– Der er noget galt i behandlersystemet. Og det er nu, der skal gøres noget! Og det gælder flere steder. Jeg tænker, der gennem årene er sket en skævhed, og den skal bremses, siger Niels Ole Beck og forklarer: Alt det her dokumentation og skrivearbejde – for hvis skyld gør vi det så omfattende? Jeg oplever ikke, at det kommer den enkelte borger til gode. Vi bør flytte hænderne – og fokus – fra skrivebordet til dem, det handler om.

Niels Ole Beck er bosat i Varde, og sætter en stor ære i at lytte til dem, der af og til standser ham i gaden med politiske spørgsmål.

– Det gør jeg ikke, blot fordi ”man skal”, men fordi det helt grundlæggende interesserer mig, hvad der sker i lokalsamfundet. Jeg hører ofte, at det kan virke som om, vi her i Vestjylland ikke rigtigt eksisterer, og jeg kan desværre godt genkende det billede. Vi skal have nærheden tilbage.

 

   ”Vi bor i landets smukkeste og mest naturskønne kommune, men vi bor også i den mest besværlige kommune – der er for langt til alting.”

 

– Ser vi på uddannelserne, så ligger de store uddannelser kun i de store byer. Og sygehusene – mulighed for behandling kræver af og til lange køreture. Det mener jeg, er noget der skal have et eftersyn. Ganske som med psykiatrien, hvor der er alt for lange ventetider, og ofte også langt fra bopælen.

Hvorfor Socialdemokratiet

Niels Ole Beck har aldrig været i tvivl om sit politiske ståsted. Som han siger: Her i Socialdemokratiet har vi alle de værdier, jeg sætter højt. Lighed og frihed. Frihed til at handle – frihed til at være herre i eget hus. Og så præsenterer Socialdemokratiet en helt særlig fællesskabsfølelse. Her er vi en del af noget. Noget der giver så meget mening!

– Jeg glæder mig til denne valgkamp. Der er tradition for en ordentlig tone os lokale politikere imellem – også selv når vi er meget langt fra hinanden politisk. Det er straks værre, når man ser på udviklingen med de sociale medier, den kan være kedelig ind imellem, og jeg kunne sådan ønske, at tonen kunne få en ordentlig lyd – også når vi sidder bag skærmen, funderer Niels Ole Beck.

– Førhen gik der 3-4 dage, før et læserbrev nåede ud til læserne – og ofte lige så lang tid til, der kom svar – det er noget anderledes i dag…

Deltag i valgmøderne

Han håber, der bliver trængsel på de kommende valgmøder. Fordi det er her, man kan få den rette autentiske dialog og debat. Det er her, du møder politikerne, som de er. Der er bare mere ægte at tage de her politiske debatter på valgmøder end på internettet.

– Op af sofaen og afsted – det er et vigtigt valg det her. Og det er så vigtigt, at Varde – ja Vestjylland – får en stemme på Christiansborg.

Niels Ole Beck bor i Varde sammen med sin hustru, og sammen har de to voksne børn, og et barnebarn. Fritiden foregår gerne med en tur ud i landet med campingvognen, og senest har familien slået sig ned blandt andet på Fanø, når kalenderen har meldt ferietid. Men nu er det alt andet end ferie i Niels Ole Becks kalender. Mød ham i gaden – tag en snak med ham, lyder opfordringen.

Du kan læse mere Niels Ole Beck på hans Facebookside, ”stem på Niels Ole Beck”, ligesom du er meget velkommen til at kontakte ham på mail: Nielsolebeck@mail.dk