Politiet fortæller: Fornylig stod Nini sammen med tre kolleger foran en stor flok 10. klasses elever på en skole i Esbjerg for at fortælle de unge om politiets uddannelser, karrieremuligheder og jobbet i den blå skjorte:
”Jeg er stolt af mit arbejde i politiet. Det er det fedeste job, hvor man virkelig kan gøre en forskel, og efter 16 år ved politiet har jeg en erfaring og en robusthed, der gør, at jeg kan give de unge et godt billede af jobbet som politibetjent – både at det er så fedt og spændende et job, som det er, men også fortælle om udfordringerne”, siger Nini.
Eleverne sidder helt stille og lytter til Nini og kollegerne, der både fortæller om deres egen vej ind i politiet, om politiets uddannelser og om dagligdagen i jobbet.
”Jeg håber, at vi får sået nogle frø, så de unge kan se politiet som en mulighed for dem. Mange kender kun politiet fra fjernsynets fokus på de blå blink, men mulighederne er mange flere og meget bredere. Politiet har også brug for dygtige efterforskere, forebyggelsesfolk og politifolk til mange andre funktioner, så vi vil gerne vise og fortælle, at man kan være en dygtig betjent på mange måder. Det er vigtigt, at de unge møder nogle imødekommende og glade politifolk, at de kan få svar på alle deres spørgsmål og møde os ansigt til ansigt og finde ud af, at vi ikke er farlige,” synes Nini.
Da oplægget er færdigt, stiller Nini og kolleger op, så de unge kan få en personlig samtale eller prøve et par håndjern, få en skudsikker vest på eller tjekke, om de kan leve op til politiskolens adgangsprøve inden for længdespring. Snakken er livlig og Nini får god kontakt med mange af de unge:
”Jeg håber, at vores indsats er med til at sikre, at politiet får flere dygtige politifolk i fremtiden – og jeg håber, at vi kan være med til at gøre de unge mere nysgerrige og målrettede i deres uddannelsesvalg. Jeg var selv ved at opgive min drøm om at blive politibetjent som ung, men jeg endte heldigvis med at forfølge drømmen. Så for mig er det vigtigt at give de unge mod på at gå med deres drømme,” siger Nini.