Nomineret til Årets Idrætsforening: Varde Cykelklub

Det er blevet tid til at præsentere de tre nominerede til Årets Idrætsforening 2022 i DGI Sydvest. Her kan du møde Varde Cykelklub

Hvem er Varde Cykelklub?

Varde Cykelklub (VCK) har som navn antyder fokus på både motionsrytteren og eliten, og det, der binder os alle sammen er lysten til at cykle både på landevejen og i skoven – og lysten til at gøre en forskel som frivillig, så klubben både fungerer i hverdagen og ikke mindst ved de mange arrangementer og løb, som arrangeres hvert år.

Vores mål er at være en inkluderende klub med plads til alle. Børn og voksne – mænd og kvinder – nybegyndere og elite – MTB og landevej. Alle vores aktiviteter er baseret på 100% frivillighed og er præget af lyst, engagement og fællesskab.

VCK drives gennem frivillige, som står for alt fra vedligehold af klubhus, rutearbejde i skoven til arrangering af cykelløb for både motionister og eliteryttere.

VCK har samlet set 9 træningstilbud, hvor vi spænder fra begynderen, der stort set aldrig har cyklet til eliterytteren, som kæmpe med om podiepladser i landets bedste rækker. De yngste er omkring 8 år, og de ældste er nok tæt på de 80 år. Hver uge er der således en aktivitet for alle klubbens knap 400 medlemmer, hvor man kan finde et hold, som passer til ens niveau, ambition og ikke mindst humør og humor. Ud af Klubben små 400 medlemmer er vores gæt, at nok ca. halvdelen hver uge deltager i en fællestræning.

Den eneste måde, man kan drive så mange hold på, er ved at have en godt sammentømret trænertrup og god træningskultur i klubben. om man er til motion eller hård intervaltræning, så er der altid et hold med en træner, som er klar til at guide en gennem dagens indhold.

Lær Varde Cykelklub bedre at kende her: Varde Cykelklub

Indsatser i 2021 hos Varde Cykelklub

2021 stod som alle ved jo lidt i Corona’ens skær, men det til trods lykkedes det at gennemføre mange aktiviteter gennem hele året.

Grundstenen i VCK er den daglige træning på de forskellige hold, men den venter vi lige lidt med.

2021 gik reelt først i gang hen mod sommer, men til gengæld med et brag af en fest, da VCK var med til at arrangere Kids Tour sammen med Børneulykkesfonden på Torvet i Varde Centrum. Kids Tour og VCK faldet godt i tråd, da det går ud på at have det sjovt på cyklen, men man sørger for sikkerheden er i centrum. Flere hundrede børn deltog til arrangementet og VCK var således med til at udbrede kendskab til cykling blandt mange fremtidige potentielle medlemmer.

På den mere seriøse løbsside nåede vi at gennemføre mere eller mindre et normalt års program i løbet af den sidste halvdel af 2021, hvor klubben afholdte flere motionsløb for både landevej og mountainbike, et enkelt mountainbike eliteløb med international deltagelse og et stort motionsløbsevent med over 500 deltagere i efterårsferien.

Alt dette kan dog kun lade sig gøre grundet det fællesskab, som vi bygger op i hverdagen til vores træningsaftener og i weekenden.

Trænekonceptet, som blev etableret i 2021, i VCK er for alle hold lavet ud fra konceptet om en primær tovholder for planlægningen og så er der ellers tilknyttet nogle trænere til de enkelte dage og uger.

Specielt for vores Børn og Unge fungerer dette helt perfekt. Til hver træning har vi en primær træner og en “bagtrop”. Træneren kan fokusere på at give indhold til træningen, men bagtroppen sikrer, at alle komme med og holder lidt ekstra øje med nye deltagere eller nogle, som måske lige skal have en hånd med cyklen. Vores eliteryttere byder også ind som træner for vores Børn og Unge. De små elsker det, og det er med til at skabe bånd på tværs af alle hold og aldre.

Samme trænerkoncept gør sig gældende på de andre hold, hvor vi i løbet af sæsonen lejlighedsvis træner sammen og ofte følges ad til og fra vores enkelte træningssessioner. Det fælleskab vi herved opbygger på tværs af aldersgrupper og niveau er med til at sammentømre hele klubben og sikre, at alle føler sig velkommen og har lyst til at byde ind til vores klubarrangementer.

Desuden er det i 2021 lykkes os at sikre en stabilitet i trænerindsatsen ved klubbens elite hold, ved at kombinere en løsning med professionel træningssparring via en betalt træningsplanlægger, som laver selve programmerne, der køres efter, men formidlingen og “indpiskningen” foregår i en tre-mands rotation blandt melemmer af elitetruppen. En af dem har det overordnede ansvar for at kommunikere med Endura Consulting (træningsplanlæggeren) og introducere nye elite ryttere i træningsfællesskabet. På denne måde undgår vi “kriser”, når faste trænere beslutter sig for at stoppe. Med den brede tilgang, som vi har fundet her, oplever vi en meget mere stabilitet på trænerfronten.

Varde Cykelklub – motion og elite.. favner således bredt og har plads til alle, som har en lyst og interesse i at udforske cykling som motion.

Hvordan kan du stemme på Varde Cykelklub som Årets Idrætsforening?

Afstemningen foregår via Facebook på DGI Sydvests Facebook-side, og alle kan aflægge én stemme. Afstemningen åbner onsdag d. 20/4 2022 kl. 12.00 og lukker onsdag d. 27/4 2022 kl. 12.00.

Vinderen bliver offentliggjort på årsmødet d. 28/4 2022 kl. 19-21.15.