Nordenskov: Første spadestik i regnvandsprojekt

Vær med, når starten markeres på et unikt regnvandsprojekt i Nordenskov, som har fokus på både miljø og forskønnelse af området.

I Nordenskov har borgerne selv taget initiativ til at sige nej tak til traditionel separatkloakering, hvor regnvand og husholdningsspildevand ledes væk via to separate rør. En proaktiv lokal forening og et unikt samarbejde mellem borgere, forsyning og kommune har gjort det muligt at skabe grundlaget for et storstilet regnvands- og byforskønnelsesprojekt.

Det lokale forsyningsselskab DIN Forsyning har været parat til at tænke i alternative løsninger og dermed skitseret et anderledes projekt, hvor regnvandet ikke ledes væk men i stedet nedsives på stedet – det, der også kaldes LAR (lokal nedsivning af regnvand).
Det særlige ved projektet er, at nedsivningen skal ske både i borgernes egne haver og i offentlige vejarealer, samt at det er sket på borgernes eget initiativ. Samtidig benyttes projektet til at forskønne området, bl.a. ved at fjerne fortovene og fokusere på at fremhæve de grønne villaveje.
Borgerne står selv for nedsivning på egen grund ved fx at etablere regnbede eller faskiner.

Arrangementet
Nu går startskuddet til projektets første etape, og det bliver markeret af Nordenskov Fællesvirke og DIN Forsyning.
Arrangementet foregår d. 19. august kl. 15.30 på hjørnet af Elmevej og JC Jensens Vej i Nordenskov.

Program:
– Velkomst og tale af Preben Olesen, bestyrelsesformand for Varde Kloak og Spildevand A/S. Efter talen vil Preben Olesen bryde asfalten med en gravemaskine.
– Tale af Jesper Frost Rasmussen, administrerende direktør i DIN Forsyning
– Tale af Jens Dicksen Jensen, formand for Nordenskov Fællesvirke

Der vil være øl og vand og lidt sødt til ganen. Arrangementet, er ét af flere i Nordenskov den dag. Bl.a. kan man efterfølgende opleve indvielse af Knudsens Plads.