“Nordlys” – Temakoncert med Odense Kammerkor i Varde Musikforening

Varde Musikforening inviterer til temakoncert med Odense Kammerkor lørdag d. 5. februar 2022 kl. 15.00 i Medborgerhuset, Storegade 57, Varde

Koncertens tema er “NORDLYS” og vil indeholde en række á capella satser fra de nordiske og baltiske lande (med en lille afstikker sydpå), som er tilpasset temaet og årstiden.

Nordlyset er naturligvis ikke en ny ‘opfindelse’, og det kommer nok ikke som en overraskelse, at det spektakulære Aurora Borealis er genstand for mange myter.
I vikingetiden forlød det f.eks., at nordlyset var valkyriejomfruernes rustninger, som glimtede særegent.
Det siges ofte, at det nordlige Norge, Sverige og Finland er det bedste sted i verden at se nordlys.

Det musikalske program har musik fra alle nordiske lande, fra Island i nord til Danmark i syd – og med en tur rundt om Østersøen undervejs.
Teksterne og musikken ved koncerten er såvel kirkelige som verdslige, men fælles for dem er, at de afspejler såvel lys som mørke, dag som nat, sol som måne – med et par stjerner iblandt.

Komponisterne er fra såvel den romantiske periode med værker af fx Johannes Brahms og Josef Gabriel Rheinberger, som fra nyere tid repræsenteret af blandt andre Arvo Pärt og Kim André Arnesen.

Odense Kammerkor er et blandet kor på 20-25 sangere. Koret har rødder helt tilbage til 1951. Korets repertoire er stort og alsidigt, med fokus på dansk kormusik og nordisk korlyrik. Koret dirigeres af Uffe Most

Vær opmærksom på, at der kræves gyldigt coronapas og mundbind ved koncerten.

Besøg Varde Musikforening på www.vardemusikforening.dk

Entré:
125 kr., stud. og pens. 100 kr.
Medlemmer: 100 kr., stud. og pens. 75 kr. Musikskoleelever u. 25 år: 20 kr.