Varde Kommune har ansat Claus Fjeldgaard som ny direktør for Social og Sundhed.
Claus Fjeldgaard tiltræder pr. 1. april 2017 stillingen som ny direktør for Social og Sundhed i Varde Kommune.
Han har været ansat som leder i Viborg Kommune siden 2007. De sidste tre år som chef for socialområdet.
– Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Claus Fjeldgaard til jobbet som ny direktør for Social og Sundhed i Varde Kommune, siger Varde Kommunes kommunaldirektør, Mogens Pedersen.
– Han har en stærk profil, og gennem sine 17 års ledelseserfaring kommer han med en masse viden på området. Derudover harmonerer hans idéer for fremtiden med de ønsker, som Varde Kommune har for social- og sundhedsområdet, tilføjer han.
Som direktør for Social og Sundhed i Varde Kommune får Claus Fjeldgaard ansvaret for at løse en lang række opgaver på velfærdsområdet. Et særligt fokuspunkt i Varde Kommune er indsatsen mod demens. Tilbage i februar 2016 blev Varde Kommune udråbt som en af de første demensvenlige kommuner i landet.
Blå bog
Navn: Claus Fjeldgaard
Alder: 48 år
Bopæl: Holstebro
CV:
Socialchef, Viborg Kommune (2014-17)
Chef for HR, Viborg Kommune (2007-14)
Chef for HR, Ringkjøbing Amt (2005–07)
Projektchef, Kommunernes Revision (2000–05)
Uddannelse:
MPM i implementeringsprocesser, Syddansk Universitet (2009-11)
Cand. Merc. i kvalitetsledelse, Aarhus Universitet (1988-94)