Dorthe Bach Jensen er i denne sæson ny lærer på Musikleg for 1-5 årige og deres far, mor, bedstefar eller bedstemor.
Dorthe har i nogle år varetaget en del af Musik & Billedskolens kompagnonundervisning i folkeskolen og været en del af projekt Kulturbørnehaver, et samarbejde mellem Varde Museerne, Musik & Billedskolen og udvalgte børnehaver.
Som uddannet lærer med musik som linjefag, og har hun altid tænkt, det var de ældste børn, hun skulle undervise, men i tidens løb er det blevet rykket, så det nu er de yngste børn, hun møder hver uge.
– Det er blevet mere og mere spændende at lave musik med de yngste børn. Hos dem oplever jeg en umiddelbarhed, som jeg synes er fantastisk, børnene er ægte optaget af det, vi laver, siger Dorthe Bach Jensen.
Musikleg er helt grundlæggende en leg med musik. Det er bygget op omkring historier og sanglege, hvor børnene kommer til at bruge stemmen og kroppen til at synge, danse, hoppe, spille og meget mere.
– For børnene er det en leg, men samtidigt får de også øvet sig i at koncentrere sig og at være sammen om musikken, hvis form ofte gør det nødvendigt at evne at kunne vente på, det bliver ens tur. Men netop fordi det er en leg, er det en god måde at lære det på, slutter Dorthe Bach Jensen.
Læs mere om Musikleg, der starter i uge 37, på www.musikogbilledskolen.dk/musikleg