Din Forsyning informerer: På D Lauritzens Vej på Esbjerg havn er vi i øjeblikket i gang med at opstille en ny pumpe til fjernvarmen.
Dette område på havnen får fjernvarme direkte fra vores store transmissionsrør til Varde. For at vores kunder i Varde har en tilfredsstillende varme ind i husene, er vandet op til 95 grader varmt, når vi pumper ud – og den varme får havnens bygninger altså også. De bruger dog aldrig så varmt vand, men kunne nøjes med lavere temperaturer.
Med den nye pumpe kan vi sørge for, at området på havnen kun får fx 65 grader varmt vand, som er nok til deres behov. Dermed undgår vi at skulle producere for meget varmt vand, vi undgår varmetab og vi kan bedre styre trykket til Varde uden at havnen får problemer. Alt sammen noget, der er energibesparende.
Denne tanke er noget, vi vil forfølge de næste mange år. Vi skal blive bedre til at udnytte vores egne ressourcer maksimalt og ikke lade noget gå til spilde til gavn for klimaet.