I 2015 modtog Outrup Speedway Club 106.300 kr. fra SE Vækstpulje. Pengene er investeret i nye tilskuerfaciliteter på og omkring Varde Motor Arena i Outrup, så de fremmødte gæster kan få en endnu bedre oplevelse. Det kan forhåbentligt tiltrække flere tilskuere med tiden.
– Før vi startede projektet op, kom tilskuerne med deres egne tæpper og klapstole, når de skulle se et løb, og slog sig ned på jordvolden rundt om banen. Det ville vi gerne gøre noget ved, for når gæsterne i forvejen skal bevæge sig lidt uden for byskiltet for at se motorsport, så vil vi også gerne give dem en god oplevelse – også når det gælder komforten, fortæller Thomas Valsted, pressechef for Region Varde Elitesport.
Blandt de bedste i landet
Med de nye tilskuerfaciliteter er Varde Motor Arena i Outrup rykket op i superligaen blandt speedway-arenaer i Danmark. Her kan tilskuerne nu opholde sig på græs-terrasser med borde, ståborde samt bænke og stole, foruden den flotte tribune, som ifølge Thomas Valsted er toppen af kransekagen på det nye projekt.
– Når vi er ude til løb på de andre arenaer, oplever vi, at vi er godt hjemmevant nu. Der er ikke mange, der kan hamle op med vores arena. Midlerne fra SE Vækstpulje har givet det et kæmpe løft, og det kommer til at gavne stedet mange år fremover, fortæller Thomas Valsted og fortsætter:
– Vi kan allerede nu mærke, at tilskuerne på Varde Motor Arena i Outrup er begejstrede for forbedringerne. Og vi bliver ved med at arbejde på forbedringer til gæsterne, så vi kan trække flere til og i endnu højere grad vække interessen for motorsport her på egnen.
Handicapvenlige faciliteter
Også tilskuere med handicap har nu mulighed for at se speedway på Varde Motor Arena i Outrup. Thomas Valsted beskriver, at der førhen var meget besværligt med adgang for tilskuere i kørestol, og at det var en udfordring, man fra Outrup Speedway Clubs side gerne ville imødekomme. Med midlerne fra SE Vækstpulje er der nu taget hånd om problemet, og det er blevet meget lettere at komme rundt på hele arenaen bla. for de gæster der er kørestols brugere.
Outrup Speedway Club søgte i 2015 SE Vækstpulje, der uddeler midler tre gange årligt, fra en pulje på 15 millioner kroner. Næste ansøgningsfrist er 1. november. SE Vækstpulje støtter mange forskellige formål inden for erhvervs-, uddannelses-, forenings- og kulturliv – i 2015 blev der uddelt over 14 millioner kroner til 154 ansøgere. SE ønsker med uddelingerne at bidrage til videreudvikling og vækst i det samfund, vi er en del af.
Fakta:
·Ud over 7 årlige superliga speedway-løb, som har hjemmebane på Varde Motor Arena i Outrup, bruges banen også til traktortræk, og speedway-rally.
·Der kommer i gennemsnit 1200 – 1300 tilskuer til speedway-løbene, mens ca. 1500 – 1700 gæster fornøjer sig med brølende traktorer til det årlige traktortræk-event.
·Næste hjemmebaneløb i speedway på Varde Motor Arena i Outrup er 5. august.