Nye toner hos FOF Aftenskolen: Harpenist Lene Sollied Mouritzen spreder spilleglæde

Har du nogensinde overvejet at gå til noget så sjældent som harpe? Hos FOF Aftenskolen i Esbjerg er det nu en mulighed. Lene Sollied Mouritzen, uddannet på Musikkonservatoriet i København og på konservatoriet i Utrecht i Holland, er allerede kendt i aftenskoleregi i Ribe, hvor hun underviser i akvarel i naturen og akrylmaleri. Nu udvider hun med harpeundervisning – og hvem ved, om den passionerede Lene ikke også får et hold i kunstterapi? Det er nemlig også en uddannelse og interesse, hun har. Hos Lene er det passionen, der driver værket.

En livslang kærlighed til harpen – dog ikke nemt til en start at få lov

Lene faldt pladask for harpens særlige klang og udtryk, da hun som tiårig var med familien fra Sønderjylland på Det Kongelige Teater for at se Nøddeknækkeren til jul.

“Jeg glemmer det aldrig. Det var som en lille åbenbaring, og jeg måtte helt hen til orkestergraven i pausen for at se det imponerende instrument i al sin vælde,” siger Lene smilende og fortsætter:

“Min far var selv musiker i Sønderjyllands Symfoniorkester, og han prøvede at tale mig fra det. Han så hellere, at jeg spillede et mere gængs instrument som klaver eller cello.”

Harpe for både begyndere og nysgerrige

Hos Lene kan eleverne prøve kræfter med en lille harpe, som står klar i hendes hjem, som ofte er brugt til ledsagerinstrument til sang. Mange ønsker hos Lene at spille både folkemusik, pop og filmmusik – alt fra traditionelle melodier til de populære Harry Potter-temaer.

Har man ikke lige en harpe stående på loftet, kan man overveje at leje en gennem for eksempel musikskoler, hvis man ikke vil investere i et instrument fra start. Og ja – hvis spørgsmålet ligger dig på sinde – man får faktisk hård hud på fingrene, når man spiller harpe!

Fakta om harpen

  • Et af verdens ældste instrumenter — kendt helt tilbage fra det gamle Egypten
  • Fund i Danmark — rester af en vikingetids-harpe er fundet i Ribe
  • Populær i historien — både harpe og lut fik stor udbredelse i 1700-tallet
  • Kendt fra populærkultur — bl.a. i Asterix-tegneserierne
  • Findes i mange størrelser — fra små knæharper til store koncertmodeller
  • Spilles med pedaler eller knapper — så man kan skifte toneart og stemning
  • Bruges i mange genrer — klassisk, folkemusik, filmmusik og moderne pop
  • Klangfuldt og meditativt instrument — kendt for sin varme og næsten guddommelige lyd

Link til harpekursus i privaten hos Lene i Ribe: https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/harpe?holdnr=262102