Nyt lokalt ansigt i SportsParken i Oksbøl

Som følge af fortsat mere og mere aktivitet og et større og større udbud af tilbud er Rikke Melsen ansat og husets mange gæster vil straks møde hende i frontdisken.
SportsPark Blaavandshuk er inde i en meget positiv udvikling og det gælder på alle områder og med masser af liv hele året rundt. Forventningerne til fremtiden for hele SportsParken er meget store og der vil komme flere markante tiltag i Oksbøl, Vejers og Ho. Det stiller store krav til det nuværende dygtige personale, som nu er blevet tilført en ny alsidig kollega med et smittende humør.
– Rikke er med sin baggrund indenfor service og marketing klar til at bidrage med yderligere udvikling samt ikke mindst betjene husets mange brugere. Vi er meget glade for at Rikke har valgt netop SportsParken som sin fremtidige arbejdsplads. Kom forbi og hils på Rikke, fortæller direktør, Peter Nielsen.