Læserbrev af Inger Marie Kristensen, Jægumsvej 87, 6800 Varde. Kandidat for kristendemokraterne til kommunalvalget.
Om lidt begynder et nyt skoleår, og mange elever glæder sig allerede rigtig meget til at skulle begynde igen. I Varde Kommune er det over 5000 elever, der begynder i skolen igen i næste uge.
På vores sommerferie mødte vi på vej ned af trapperne ved Møns Klint en lille gut på omkring otte år. Han var løbet i forvejen og stod nu og ventede på sine forældre. Vi faldt i snak med ham og talte lidt med ham om, hvad han glædede sig selv, når han kom helt ned til klintens fod. I stedet kom det lige fra hjertet: ”Jeg glæder mig allermest til, at sommerferien snart er forbi, for så skal jeg i skole igen. Jeg skal i anden klasse”. Sådan!
Hvor var det dejligt at høre et barn fortælle, at det, han glædede sig allermest til, var at komme i skole igen. Og det er jo sådan det er! Rigtig, rigtig mange børn glæder sig så meget til at komme i skole.
I skolen leves et liv, hvor eleverne udvikles og dannes i mødet med andre børn og voksne. Gennem nysgerrighed, undren, arbejde, træning med nyt stof plantes der nye indsigter i små mennesker. Her vokser og gror de. Det er Danmarks vigtigste råstof. De fortjener de bedste vilkår.
Lad derfor det gode liv få plads i skolen i det nye skoleår. For både børn og voksne. Lad der være fokus på, at de voksne møder børnene der, hvor de er. Ingen børn er forkerte. Børn skal bare behandles forskelligt for at få ens vilkår – for at kunne gro godt.
Nogle har sommerfugle i maven, andre hviler i sig selv og atter andre kan være lidt bekymrede, når de begynder igen efter sommerferien. Lad os nu få lidt ro omkring skolen, så personalet kan møde børnene der, hvor de er. Hvis personalet bliver mødt af for mange krav og forandringer, tager det let fokus fra det vigtigste i arbejdet.
I KD lægger vi vægt på, at forældrene har en tydelig stemme ind i skolens hverdag. Børnene er forældrenes børn, ikke samfundets. Derfor skal vi finde tilbage til en opprioritering af skole-hjem-samarbejdet. Det vil øge mulighederne for at skabe trivsel for alle, det vil øge mulighederne for tidlig indsats, det vil øge mulighederne for at kunne lettet presset på de store elever, når presset eller ensomhedsfølelsen bliver for stor.
I KD tror vi også, at forældrenes stemme ved barnets skolestart er afgørende for barnets trivsel gennem skoletiden. Hvis forældrene ikke mener, at deres barn er skoleparat, skal de have lov at skoleudsætte et år. Alt for mange drenge kommer i mistrivsel i skolen, fordi de ikke er lige så modne som de andre. Dette følger dem alt for ofte i mange år.
Skolen skal også være et godt sted for de ansatte. Desværre er der igen sene udmeldinger omkring de gældende coronarestriktioner. Det er simpelthen ikke godt nok!
Må der i det kommende år være ro omkring personalets arbejdsvilkår og arbejdssituation. I KD ønsker vi at vise tillid til ledelserne og medarbejderne. Lad derfor skolerne selv formulere de mål, der ud fra deres faglige analyse og vurdering, er vigtige mål at arbejde med.
Alle ønskes et rigtig godt skoleår.