Ølgod Hallerne har netop færdiggjort et udviklingsforløb med en arkitekt. Sammen med otte andre haller venter Ølgod Hallerne nu på, om de bliver blandt de tre haller, der får op mod 10 millioner kroner til at realisere en visionær ombygning.
Skal Ølgod Hallerne transformeres, så de endnu bedre rummer lokalbefolkningens ønsker og behov?
Det er meget muligt, for i begyndelsen af 2026 blev Ølgod Hallerne sammen med otte andre haller i Danmark udvalgt og fik tildelt et udviklingsforløb med en arkitekt. Det skete som en del af kampagnen ’Idrætshaller til Tiden’, som Danmarks Idrætsforbund og Lokale og Anlægsfonden står bag.
Siden da er udviklingsforløbet gennemført, skitsetegningerne er udarbejdet og afleveret, og nu håber man at blive blandt de tre haller, som får op mod 10 millioner kroner i støtte til en ombygning.
”Vi har heldigvis meget travlt i hverdagen, så processen med at kigge kritisk og ambitiøst på os selv og vores faciliteter har været utroligt forfriskende og inspirerende – ikke mindst, fordi det er foregået i et tæt parløb med eksperter og vores daglige brugere. Og sidstnævnte kan godt glæde sig, hvis vi kommer gennem nåleøjet og får støtte til at gennemføre visionerne. I så fald bliver vores center i endnu højere grad et lokalt samlingspunkt, som vil skabe samvær og samtale på tværs af aktiviteter, alder og baggrunde,” fortæller Lars Stampe, centerleder, Vestjysk Bank Hallerne Ølgod
At bygge videre på et sted, der har samlet gennem generationer
Projektet i Ølgod Hallerne handler ikke om at bygge til, men om at bygge videre på et sted, der gennem generationer har samlet mennesker om bevægelse, fællesskab og frivillighed. Vurderingen er, at hallerne har det areal, der skal til. Opgaven er i stedet at få arealet til at passe til nutidens og fremtidens brug. Ved at holde projektet inden for de eksisterende kvadratmeter og inden for hallernes økonomiske ramme kan kræfterne bruges på at skabe fællesskab, adgang for flere og et hus, der er i brug hele dagen.
Konkret vil projektet skabe et nyt hjerterum centralt i hallerne, hvor forpladsen mod vest,
skoven mod øst og hallerne mod nord og syd mødes i ét samlet rum. Samtidig vil projektet arbejde med hallernes kantzoner og åbne hallerne op, så der kommer mere dagslys ind og opstår nye kig på tværs af bygningen. Det skaber bedre overblik og en oplevelse af samhørighed mellem husets funktioner.
Skitseprojektet er udviklet af Erik (Arkitekter) i tæt samarbejde med den lokale projektgruppe og gennem dialog med hallens brugere og nøgleaktører.
Det bliver offentliggjort primo 2027, hvilke tre af de i alt ni haller, der modtager op til 10 mio. kr. i støtte fra Idrætshaller til Tiden. Modtager en hal ikke støtte fra Idrætshaller til Tiden, betyder det ikke nødvendigvis, at rejsen ender her. De ni projekter er allerede godt på vej med det arbejde, de har lavet, til at kunne søge støtte fra LOA på normale vilkår.
Hvorfor skal vi have flere Idrætshaller til Tiden?
Idrætshallerne skød op i Danmark i 60’erne og 70’erne, men siden har danskernes fritidsvaner ændret sig, og derfor er der behov for bæredygtige ombygninger, så hallerne kan rumme flere aktiviteter og samtidig i højere grad blive sociale samlingspunkter for lokalsamfundet.
Derfor lancerede Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund kampagnen ’Idrætshaller til tiden’. 39 haller fra hele landet søgte om at få et udviklingsforløb med en arkitekt. Ni af de 39 haller, blandt andet Ølgod Hallerne, blev udvalgt. Nu skal de konkrete forløb og skitsetegningerne evalueres og bedømmes, hvorefter tre af hallerne bliver udnævnt til fyrtårnsprojekter og får et tilskud på op mod 10 millioner kroner til at realisere byggeriet.
”Lokale og Anlægsfonden har fulgt alle projekterne tæt, og jeg må sige, jeg er meget imponeret. Det kendetegner alle projekterne, at der er stærke visioner med fokus på bæredygtighed og lokal betydning. Jeg glæder mig til at dykke endnu mere ned i projekterne i de kommende måneder sammen med DIF og flere andre dygtige fagpersoner, hvor vi skal udpege tre fyrtårnsprojekter. Det bliver et svært valg. Alle ni projekter har stor kvalitet og får stor betydning for lokalsamfundene, og vil samtidig tjene som inspiration for alle andre idrætshaller i Danmark”, siger Ola Mattsson, der er udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.
Der findes i dag cirka 1.600 klassiske idrætshaller i Danmark, som primært er designet til boldspil. Ved at bygge om med fokus på fleksibilitet, fællesskaber og bæredygtighed vil hallerne kunne omfavne meget mere end de klassiske idrætter.
”Vi elsker idrætshallerne, og de har gennem generationer haft stor betydning for danskere i alle aldre. Men idrætsvanerne har ændret sig, og hallerne skal i dag kunne mere for flere. De skal både styrke foreningslivet og åbne sig for nye brugere. Jeg er sikker på, at denne kampagne og de konkrete byggeprojekter vil give værdifuld inspiration,” siger Lasse Lyck, konsulent i Danmarks Idrætsforbund med ansvar for byggeri, byudvikling og planlægning af idræts- og bevægelsesfaciliteter.
Fakta
I de kommende måneder bliver de forskellige projekter vurderet, og i januar 2027 vil tre af projekterne blive udvalgt. De kan hver få op mod 10 millioner kroner i støtte til byggeriet (dog højst 50 procent af anlægssummen).
De seks projekter, der ikke bliver udvalgt, kan søge om støtte hos Lokale og Anlægsfonden på normale vilkår.
Pejlemærker for udvælgelsen af de tre fyrtårnsprojekter er:
• Arkitektonisk kvalitet og stedbundne kvaliteter
• Bæredygtighed i fokus
• Universelt design, social inklusion og plads til alle
• Fleksibilitet og bedre udnyttelse af faciliteter gennem flerfunktionalitet
• Eksempelværdi og læring