Jeg har altid elsket eventyr!
Og somme tider overtaler jeg pigerne til en tur ombord i sofaen med Askepot eller Tornerose på husalteret. Fordi det er ren nostalgi. Eventyr. Om kongen og dronningen – og prinsessen der bliver gift med sin prins efter at have været alt mulig rædselsfuldt igennem inden. Og så levede de lykkeligt.
Men tænk – i den virkelige verden er det alt sammen helt på hovedet. Her fik prinsessen sin prins, og så skulle de leve lykkeligt til deres dagens ende. Men i stedet kom alt det skrækkelige, der bare blev ved og ved.
Glasskoen kom aldrig helt til at passe prinsen, der som en anden tøsefornærmet forkælet knægt nu er gået sin vej.
Hvad i alverden er det for noget?
Hånden på hjertet – jeg er ikke sådan rigtig royal. Jeg synes faktisk det er lidt noget pjat, det der kongehus. Gammeldags – tiden er ligesom stukket lidt af. Prinserne gifter sig med aerobic-instruktører og bliver skilt igen. Kører for stærkt i deres dyre biler, jeg har været med til at sponsorere, og siger mærkelige ting på TV. Der er ikke meget eventyr over det. Det har der faktisk ikke været i mange år…
Alligevel sidder jeg trofast med et glas champagne og lurer HM dronningens nytårstale, tipper kjolefarve inden hun går på tv, og bliver lidt stolt, når Gud bevarer Danmark.
MEN det falder bare til jorden. Ja det gør. Også selv om hende Daisy på sin egen måde er lidt sej. Men ham Kong Gulerod, der nu sidder pigesur på sit vinslot og ikke engang vil begraves med sin dronning. Hvad er det dog for noget skaberi. Sammenkoblet med alt det andet. Som heller ikke lugter meget af det kongehus, jeg tænker, der skal herske lidt eventyr omkring.
Det kan jeg jo sidde her og buldre lidt over, …som med så meget andet. Tror jeg vil hidkalde pigerne til en omgang Snehvide… ham prinsen, der kysser hende i glaskisten, han vil garanteret gerne leve lykkeligt med sin dronning til sine dages ende…