Tirsdag ødelagde et voldsom uvejr kunstudstillingen Wadden Tide, men som en sidste hyldest til sandet på Blåvandshuk Strand udfører performancekunstner Molly Haslund de næste to søndage værket ”Uendelig”.
Værket “Uendelig” fra åbningsceremonien til Wadden Tide den 31. august. På søndag bliver det genskabt.
Blåvandshuk Strand har i september dannet rammen om en unik kunstudstilling, der udforsker sand som et materiale og en ressource, der kontinuerligt ændrer landskabet på Danmarks vestligste punkt.
Udstillingen skulle have været tilgængelig måneden ud, men tirsdag ødelagde et voldsomt uvejr alle værker på nær ét.
Nu har stormen lagt sig, og det giver plads til, at performancekunstner Molly Haslund kan udføre værket ”Uendelig”.
Ifølge Molly Haslund er ”Uendelig” et billede på, hvordan vi som mennesker konstant påvirker geologien gennem vores handlinger – også selvom de er midlertidige – og en kærlig hilsen til de kolossale mænger af sandkorn, der endnu findes i verden. Hendes performance kan både opleves på stranden og ses fra klitterne.
”Uendelig” kan opleves søndag den 24. september klokken 14.00 og søndag den 1. oktober klokken 14.00.
Om Wadden Tide
Udstillingen First There Is A Mountain præsenterede kunstværker fra ni anerkendte kunstnere og kunstnergrupper, der udforsker og udfolder sand som historie, ressource og materiale.
De deltagende kunstnere var Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, Kåre Frang, Kasper Hesselbjerg, Kirstine Roepstorff, Molly Haslund, Rasmus Myrup, Rikke Luther, Spacegirls og Tue Greenfort.
Karsten Rimmer, chef for Kultur og Fritid i Varde Kommune:
”På den lange strand kan du følge i Molly Haslunds fodspor og trave i timevis til tiden opløser sig selv. Det monumentale værk på Blåvand strand bliver aktiveret af en performance med kunstneren i samarbejde med lokale aktører – og af gæster, der får lyst til at begive sig på en vandring mod evigheden. Det bliver en smuk afsked til Wadden Tide, og alle er inviteret med.”