Vores elskede kæledyr kan få ufrivillige hovedroller i potentielt farlige situationer på bilturen. I Danmark er der nemlig ikke lovkrav til, hvordan kæledyrene transporteres. GF Sydvest guider dig til sikker transport af dit kæledyr.
GF Forsikring opfordrer til, at man spænder sit kæledyr fast under kørsel. Selv en lille hund på to kilo kan ramme en medpassager med en kraft på 50 kg ved 50 km/t.
En hund i cykelkurven eller hunden med hovedet ud af bilens siderude er ikke et særsyn i bybilledet i de sydvestjyske gader og stræder. Sydvestjyderne er nemlig glade for kæledyr, og rigtig mange har udvidet familien med et nyt firbenet medlem i de seneste år.
Den udvikling betyder også, at Buller, Fido eller King oftere finder vej til fx passagersædet i bilen, når familien skal på tur. Og det kan skabe nogle farlige situationer for både dyr og medpassagerer på landevejen. Derfor har man i Sverige gjort det lovpligtigt at spænde kæledyr fast i bilen. I Danmark er det frivilligt, men opfordringen fra GF Forsikring lyder, at man altid bør sikre, at kæledyrene er fastspændt.
– Vi har ikke lovkrav i Danmark om, at kæledyr skal være spændt fast i bilen. Men vi anbefaler, at man altid sørger for, at fx en hund ikke kan gå omkring i bilen under kørsel eller ligger frit på et af sæderne. Det udgør en klar risiko ikke bare for kæledyret men også for bilens medpassagerer og dermed også øvrige trafikanter, forklarer Per Haulund, skade- og policedirektør hos GF.
En Chihuahua på 50 kilo
Er man involveret i en kollision i trafikken, kan selv verdens mindste hunderace, en Chihuahua, der typisk vejer omkring et par kilo, udgøre en stor fare, hvis den ikke er fastspændt.
Ifølge FDM vil et dyr på to kilo nemlig ramme en medpassager med en kraft på 50 kg ved 50 km/t.
Ved højere hastighed og større kæledyr des større kraft. Det samme er tilfældet for kæledyr i transportkasser, som ikke er fastgjort.
Det tænker sydvestjyderne bare ikke på som det første, når de runder dyrehandlen for at købe kurv, madskål og kødben, siger Majbritt Hansen, Indkøbs- og Marketingdirektør hos Danmarks største forhandler af udstyr til kæledyr, Maxi Zoo.
– En ny kæledyrsejer tænker ofte ikke på, at et kæledyr bør fastspændes i bilen ligesom de øvrige passagerer. Vi oplever det bestemt ikke som ond vilje, men mere som et udtryk for en samtale, vi bør være bedre til at tage. Mange køber faktisk en transportkasse, men glemmer måske, at den bør fikseres i bilen, og det kan altså have konsekvenser, lyder det fra Majbritt Hansen.
Boom i kæledyrsskader
Hos GF Forsikring oplever man generelt, at mange nye kæledyrsejere har medvirket til, at antallet af anmeldte skader alene i det seneste år er steget med mere end 35 procent.
– Vi oplever en markant stigning i anmeldte skader på kæledyr. En stor del af skaderne skyldes fx akut sygdom, og det kan være svært at ændre på. Men et af de steder, hvor man faktisk kan gøre noget, er på transporten af kæledyrene – det er nemlig relativt nemt at forebygge langt de fleste skader, som kan opstå under transport, siger Per Haulund.
Tre tips til køreturen:
Invester i en transportkasse, og sørg for at spænde den fast. Transportkassen sikrer også, at dit kæledyr ikke bevæger sig rundt i bilen under kørslen.
Som alternativ findes der også seler, som kan gøres fast til sikkerhedsselens lås.
Undgå at have hunden på passagersædet. Bilens airbag kan påføre hunden stor skade ved kollision.
Undgå at hunden stikker hovedet ud ad vinduet. Det er i sig selv en farlig situation for hunden. Og kan hovedet komme ud ad et halvåbent vindue, kan resten af kroppen også tit. Hunde kan være impulsive og tænker ikke over farten.