Golfkvinder landet over trækker i lyserødt og spiller golf til fordel for Kræftens Bekæmpelse og kampen mod brystkræft.
I Varde Golfklub slår damerne et slag for kampen mod brystkræft i landets største velgørenhedsturnering for kvinder, Pink Cup. 1 ud af 9 danske kvinder rammes af brystkræft. Golfturneringen indsamler penge til forskning, oplysning og rådgivning til fordel for de brystkræftramte.
Alle deltagende klubber har mulighed for at kvalificere sig til landsfinalen, hvor der spilles om æren, vandrepokalen og mange flotte præmier.
– Brystkræftsagen ligger os meget på sinde, så Pink Cup er noget, vi hellere end gerne støtter op om. Det er 10. år, vi er med, og vi glæder os til turneringen. Turneringen giver en utrolig fællesskabsfølelse i klubben, og der er en utrolig god stemning på selve dagen, siger Kirsten Fallesen fra Varde Golfklub.
– I vores klub har mange af os kendskab til flere, som har haft brystkræft tæt inde på livet. Vi er derfor glade for at kunne kombinere motion, en fantastisk sportsgren med at samle ind til brystkræftsagen. Vi håber på stor tilslutning til turneringen, der afholdes 31.juli 2016, alle kvinder kan tilmelde sig til Pink Cup, via Golf Box, sidste tilmelding er tirsdag d. 26. juli, fortsætter Kirsten Fallesen.
Som noget nyt er mændene fra Varde Golfklub denne gang inviteret med til turneringen, – de støtter gerne brysterne!!
Der er traditionen tro flotte præmier på spil i Pink Cup fra turneringens sponsorer, og Willis giver 25.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse for hvert hole-in-one, der laves.
Turneringen afsluttes med en flot landsfinale, som 40 af de deltagende klubber har mulighed for at kvalificere sig til. Landsfinalen finder sted fredag 16. september i Barløseborg Golfklub. Pink Cups ambassadørteam, der består af Anne Laxholm og de professionelle golfspillere Daisy Nielsen, Emily Pedersen og Malene Jørgensen, er også repræsenteret ved landsfinalen, hvor de udfordrer deltagerne på banen, siger Charlotte Jespersen, Pink Cup ansvarlig fra Kræftens Bekæmpelse.
FAKTABOKS:
Fakta om Pink Cup og brystkræft
- Pink Cup er Danmarks største velgørenhedsgolfturnering for kvinder
- Hvert år spiller ca. 5.000 kvinder med i turneringen i de respektive tilmeldte klubber
- Pink Cup har indsamlet mere end 29 millioner kroner siden 2003
- 1 ud af 9 danske kvinder rammes af brystkræft
- Antallet af brystkræfttilfælde har været stigende de sidste 60 år
- Til gengæld er dødeligheden faldet gennem de sidste 10-15 år
- Kun 4 % af indtægterne i Kræftens Bekæmpelse kommer fra staten
Læs mere på pinkcup.dk