Podcast markerer Kvindernes Kampdag med afsnit om lokale kvindesagsforkæmpere og kunstnere
Line og Marie Luplau var ikke bare stærke kvinder, der kæmpede for kvindesagen i slutningen af 1800-tallet. De boede også i Varde. Derfor er de i fokus i nyt afsnit af Varde Biblioteks lokalhistoriske podcast ”Hvornår var det?”.
I 1866 flyttede en præst ved navn Daniel Luplau til Varde. Med sig havde han sin hustru, Line Luplau, og datteren, Marie Luplau, der senere blev kunstmaler. De to kvindelige familiemedlemmer banede på flere måder vejen for kvinder efter dem. I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts sætter det nye afsnit af podcastserien ”Hvornår var det?” fra Varde Bibliotek spot på disse to kvinder og hvordan de satte deres aftryk her i Varde, såvel som i resten af Danmark. Anne Grethe Sværke, som er kunsthistoriker og leder af JANUS, Vestjyllands Kunstmuseum, er podcastens gæst og hun gør lytterne klogere på, hvad det var for en tid, Line og Marie Luplau var kvinder i og hvad de gjorde for at ændre de begrænsninger, de mødte.
Stemmeret og kunstakademi
I slutningen af 1800-tallet var det især i København, at fremtrædende kvindesagsforkæmpere fandtes. Men med Luplau-kvinderne blev der også kæmpet for kvindernes sag fra Varde. Marie flyttede ganske vist til København som 20-årig, men hendes tilknytning til Varde fortsatte, fordi hendes forældre boede her i mange år. Sammen med Emilie Mundt søgte Marie Luplau ind på Det Danske Kunstakademi til trods for, at kvinder dengang ikke blev optaget. Da de fik afslag, alene på baggrund af deres køn, startede de deres egen tegneskole for kvinder, der skulle blive et vigtigt rekrutteringssted for Kunstakademiets senere afdeling for kvindelige kunstnere. Marie Luplaus mor, Line Luplau, blev kendt for sit sociale arbejde i Varde og var blandt andet drivkraften bag indsamlingen af 20.000 vestjyske underskrifter til støtte for et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder.
Line og Marie Luplau var foregangskvinder, som tog kampen om kvinders rettigheder op. På mange måder var de forud for deres tid, da kvinderne som bekendt først fik stemmeret i 1915. I dag tjener deres historier og deres vilje til at forandre samfundets normer som inspiration, både for kvinder her i Varde og i resten af Danmark.
Find ”Hvornår var det?” på Spotify, Apple Podcast og Google Podcast eller læs mere på bibliotekets hjemmeside.
Foto: Marie Luplau malede ”Fra kvindevalgretskampens første dage ” fra 1891-97. I centrum står hendes mor Line Luplau, der fra Varde kæmpede for kvinders stemmeret.