Politi og restauratører går sammen om at sikre en tryg genåbning af nattelivet

Syd- og Sønderjyllands Politi og en række restauratører drøfter, hvordan genåbningen kan foregå bedst muligt – i takt med, at COVID-restriktionerne udfases.

Den 1. september genåbner nattelivet igen i fuldt omfang – i takt med, at COVID-restriktionerne udfases.

Syd- og Sønderjyllands Politi og en række restauratører i politikredsen drøfter i denne sammenhæng, hvordan genåbningen kan foregå bedst muligt.

– Situationen er anderledes end tidligere, da en stor gruppe unge nu er på vej ud i nattelivet for første gang i halvandet år. På grund af restriktionerne er der ingen værtshuse og diskoteker, der har kunne benytte deres bevilling til at holde åbent til klokken 05.00. Og i denne sammenhæng har både politi og restauratører en interesse i, at genåbningen kommer til at ske under trygge og forsvarlige rammer, påpeger vicepolitiinspektør Henning Marcussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd i Sønderborg.

Områdecenter Syd er et af tre områdecentre i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Områdecenter Syd dækker Sønderjylland, mens Områdecenter Nordvest og Nordøst dækker den øvrige del af politikredsen.

Ekstra patruljer

I dialogen med restauratørerne har politiet orienteret om, at der vil være ekstra patruljer til stede i nattelivet, og i tilgift er flere af kommunerne – via deres forebyggelsesmedarbejdere – også opmærksomme på situationen.

Samtidig roser politiet også restaurationsbranchen i forbindelse med genåbningen.

Parterne har, blandt andet på møder mellem en række sønderjyske restauratører og Områdecenter Syd, givet hinanden håndslag på, at genåbningen skal være en god oplevelse for alle.

– Flere sønderjyske restauratører har gjort opmærksom på, at de har ekstra personale, blandt andet ekstra dørmænd ansat, i forbindelse med genåbningen af nattelivet i fuldt omfang. Det gælder ikke mindst i den første weekend i september. Samtidig har de givet udtryk for, at synlige betjente på gaden giver tryghed, så vi vil naturligvis være til stede både udendørs samt føre tilsyn på restaurationerne i god dialog med personalet, fremhæver vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Sådan er reglerne i forbindelse med nattelivet og genåbningen

Særligt vedrørende COVID

  • Fra den 1. september 2021 kan natklubber, diskoteker, partybusser og lignende åbne med krav om, at gæsterne kan vise gyldigt coronapas. Fra den 10. september 2021 vil der dog ikke længere være krav om coronapas i nattelivet.

 

Generelle regler

  • Det er naturligvis helt lovligt at have en festlig nat i byen. Men man må ikke være så beruset, at det kan være til ulempe for andre. Desuden må man ikke støje, råbe, skrige eller optræde fornærmende, så det forstyrrer den offentlige orden. Disse regler fremgår af ordensbekendtgørelsen og restaurationsloven. Overtræder du reglerne, risikerer du dels at få en bøde (hvis hændelsen er sket i det offentlige rum). Dels kan du få et forbud mod at være gæst på værtshuset/diskoteket (hvis hændelsen er sket der).
  • Restaurationer m.m. må dels ikke servere alkohol for unge under 18 år. Dels må de ikke servere alkohol for berusede personer, der i så fald risikerer at blive så påvirkede, at de kan være til fare for sig selv eller være til fare eller ulempe for andre. Det fremgår også af restaurationsloven.

Generelle gode råd i forbindelse med færden i nattelivet

  • Er du forældre, og dine børn skal ud i nattelivet for første gang, så giv dem et par gode råd med på vejen om adfærd og indtag af alkohol. Du kan hente inspiration hos Alkohol og Samfund.
  • Skal du selv i byen med nogle unge, der har deres debut i nattelivet, så aftal at følges og vær med til at sikre, at de kommer sikkert hjem, og at de ikke får mere at drikke, end de kan håndtere.
  • Aftal på forhånd, hvem der skal køre selskabet frem og tilbage og dermed skal holde sig ædru festen igennem. Spiritus- og narkokørsel er lige alvorligt, uanset på hvilket tidspunkt af døgnet det finder sted.
  • Det kan måske være fristende at snyde med ID og Coronapas for at blive lukket ind på restaurationer. Men vær opmærksom på, at du i så fald overtræder straffeloven. Der er tale om personelfalsk, der straffes med bøde, ligesom du får en plet på straffeattesten.