Politiet advarer unge mod at snyde med deres ID i nattelivet

Syd- og Sønderjyllands Politi oplever flere tilfælde, hvor unge har forsøgt at snyde sig ind på værtshuse og diskoteker ved enten at bruge andres ID eller forfalske deres egne dokumenter.

En 17-årig pige fra Esbjerg kan se frem til en bøde og en mulig plet på straffeattesten, efter at hun havde taget et kørekort fra en ældre veninde for at snyde sig ind på et værtshus i Esbjergs natteliv.

Hændelsen fandt sted natten til lørdag den 30. april, hvor en ansat på restaurationen havde kontrolleret kørekortet, fattet mistanke og tilkaldt politiet.

Den 17-årige blev sigtet for personelfalsk – kriminalitet, hvor du udgiver dig for at være en anden person ved at benytte vedkommendes pas, dåbsattest, sundhedskort eller lignende

Da pigen var under 18 år og dermed ikke myndig, måtte forældrene underrettes, ligesom de sociale myndigheder i kommunen også blev orienteret.

 

Flere sager

Sagen fra Esbjerg er den 14. i politikredsen i år, hvor politiet har modtaget anmeldelse om, at unge har forsøgt at snyde sig ind på værtshuse og diskoteker – ved enten at bruge andres ID eller forfalske deres egne dokumenter.

Ud over seks sager fra Esbjerg for nyligt, har der også været sager fra Varde, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Der har dels været tale om mindreårige, dels unge over 18 år, som har forsøgt at snyde sig ind, fx fordi et diskotek har haft en særlig aldersgrænse.

Overtræder straffeloven

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer kraftigt de unge til at droppe eventuelle planer om at fifle med legitimationen for at få en glad aften i byen. Det er alt andet end uskyldigt at forfalske ens eget ID eller at benytte andres legitimation. Du overtræder straffeloven.

– Det giver langvarige tømmermænd at snyde med legitimationen. En ting er bøden. En anden ting er, at får man en plet på straffeattesten, kan det fx blive sværere at få drømmejobbet, understreger vicepolitiinspektør Jacob Rindom, der er leder af Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer desuden forældrene til at tage dialogen med deres store børn om konsekvenserne ved at begå dokument- og personelfalsk. Og tilsvarende opfordrer myndigheden også kraftigt de unges kammerater til at være gode rollemodeller ved blandt andet at afvise at låne deres ID ud.

Sådan er reglerne

 

Dokumentfalsk

Forfalsker man sit ID, eksempelvis sit pas, så er der tale om dokumentfalsk, hvilket er en overtrædelse af straffeloven. Strafferammen er enten bøde eller fængsel indtil to år – også her giver det bøde eller en plet i form af en betinget straf på straffeattesten.

Personelfalsk

Låner man en anden persons ID, er der tale om personelfalsk, og det er også en overtrædelse af straffeloven. Strafferammen er enten bøde eller fængsel indtil seks måneder.
Hvis den unge afsløres, er straffen en bøde eller en plet i form af en betinget straf på straffeattesten.
Det gælder ligeledes dem, der låner deres ID ud til andre – hvis de eksempelvis har lånt deres kørekort ud, så er det medvirken til forbrydelsen, og det kan også straffes.