Politikermesse i Varde – gode snakke og lokalpolitik i øjenhøjde

Udviklingsrådet Varde By afholdt en anderledes og borgernær politikermesse op til kommunalvalget i november.

Arrangementet fandt sted fredag eftermiddag kl. 16.00–19.00 i Boderne i Varde Garten (v/Lügenhals) og havde til formål at skabe direkte dialog mellem borgere og politiske kandidater.

I stedet for det traditionelle panelformat, hvor kandidater besvarer de samme spørgsmål foran et publikum, bød messen på en mere uformel og dynamisk samtaleform. Her kunne borgerne gå rundt blandt standene og tale direkte med politikerne om de emner, der betød mest for dem. Mange fik dermed mulighed for at afklare, hvem der egentlig bedst delte deres synspunkter.

Formatet var enkelt:

  • Hver politisk liste/parti havde en standplads med et lille cocktailbord og mulighed for en roll-up, og maks. 2 repræsentanter pr. parti/liste deltog.

  • Alle deltagere havde forinden modtaget tre spørgsmål, som de havde besvaret kort skriftligt. Disse svar blev placeret ved standene som samtalestartere og fungerede som en måde for Udviklingsrådet at stille fælles spørgsmål til alle kandidater.

Anja og Mikkel fra SF Varde: Vi har haft som formål at tage en snak om det, gæsterne havde lyst til at tale om. Vi havde på forhånd forestillet os, at indlandsturisme og Vild Med Vilje ville stå højt på dagsordenen – måske sammen med Grøn Omstilling og børnene i centrum…

 

Heidi fra NÆRdemokraterne: Jeg havde nok forestillet mig af arrangementet ville byde på samtaler om bosætning, erhvervslivet og specialskoleområdet. En god snak om det, der fylder rundt om…

 

Henrik fra De Konservative Varde: Jeg vil gerne tale om Varde som kulturby – måske endda som kunstby. Tale om, hvor heldige vi er med at have så smuk en by som Varde – samt hvordan vi kan udvikle den endnu mere. Og så mere fokus på, hvordan vi får turisterne ind til byen…

 

Sarah fra Venstre: Jeg er åben overfor at tage en snak om det, folk gerne vil tale om. Og fortælle om de ambitioner og visioner jeg og Venstre har for kommunen. Nu konstaterer jeg i hvert fald, at valget for alvor er skudt i gang…

 

Sandie og Jonna fra Socialdemokratiet: Det er en fin måde at møde folk på – dette arrangement, vi har allerede nu talt med en af gæsterne om roboteknologi. – Og om Varde Miniby – i det hele taget vil vi gerne dialogen og glæder os til at tale med endnu flere mennesker.

 

Varde Udviklingsråd, der stod bag arrangementet, der fandt sted ved Von Lügenhals.