Pressemeddelelse fra Varde Kommunes Idrætsråd
Baggrund
Sagen vedrørende mulig svindel med lokaletilskud og efterfølgende politianmeldelse i Skovlund Ansager har foranlediget, at Varde Kommunes Idrætsråd, Varde Kommunes Forvaltning og andre aktører har været inviteret og deltaget i en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har haft til opgave at undersøge mulighederne for en ny model, der i fremtiden vil skulle hindre, at lignende sager vil kunne opstå. Idrætsrådet har i den forbindelse repræsenteret idrætsforeningerne. Pressemeddelelsen skal præcisere rådets holdning til “Erklæringer for Foreninger”, da vores deltagelse i arbejdsgruppen ellers ville kunne tolkes som accept af denne nye foranstaltning.
Rådets holdning
I arbejdet mod at lave en ny model for fordeling af haltimer og lokaletilskud har Varde Kommune såvel som rådet ønsket at finde en løsning, der minimerer administration og i den forbindelse også tiltag, der vil kunne minimere risikoen for svindel med lokaletilskud. Rådet blev tidligt i processen præsenteret for et ønske om, at idrætsforeningerne i Varde Kommune skulle underskrive en tro og love erklæring i forbindelse med idrætsforeningens ansøgning om lokaletilskud. Af juridiske hensyn er erklæringen justeret, så den nu er benævnt “Erklæringer for Foreninger”. Rådet er uenig i, at idrætsforeningen skal udfylde en erklæring af flere årsager, der kan opsummeres til følgende:
1. En idrætsforening vil normalt ikke have incitament til at booke flere timer end den har behov for, da enhver time, der bookes, vil medføre en omkostning. Haller vil modtage den fulde timepris, hvor idrætsforeningen får refusion for 80 procent af beløbet. Altså skal foreningen selv betale 20 procent. Kombinationen af timepris og tilskudsprocent i Varde Kommune betyder, at de fleste inde-idrætsforeningers største udgift går til lokaleleje. Dermed mener rådet ikke, at idrætsforeningen vil have et økonomisk incitament til at booke flere timer end det nødvendige. Dermed vil en erklæring i bedste fald være virkningsløs.
2. Erklæringen vil ikke forpligte idrætsforeningen juridisk i en større grad, end idrætsforeningen allerede er det jævnfør folkeoplysningslovens tilskudsregler. Her har rådet søgt og videregivet juridisk vurdering fra DGI til forvaltningen.
3. Rådet ser erklæringen som et symbolsk tiltag uden effekt, der kun vil tilføre yderligere administration for idrætsforeningen.
Afslutning og opsummering
Rådet respekterer og anerkender fuld ud, at tiltag og nye foranstaltninger må og skal være en politisk beslutning, da ansvaret for reguleringer er et politisk ansvar.. Rådets holdning til spørgsmålet er dog, at Varde Kommune bør fjerne kravet om at pålægge idrætsforeningen krav om udfyldelse af en erklæring. Rådets holdning til den generelle problematik kan opsummeres således:
Vi tror ikke, at regelbrud kan hindres ved at indføre nye regler. En korrekt håndtering og sanktioneringen af uacceptabel adfærd vil til gengæld have en forebyggende effekt, hvilket også var forvaltningens juridiske vurdering gengivet i Jydske Vestkysten tirsdag 19. januar 2021.