Læserbrev af Kim Alexander Jensen, folketingskandidat for Liberal Alliance
Danmarksdemokraterne er nu hoppet med på Socialdemokraternes overvågningsliderlighed.
Det var Mette Frederiksens regering der i 2024 gav politiet grønt lys til ansigtsgenkendelse. Det var Socialdemokratiet der allerede i 2019 foreslog markant mere kameraovervågning i det offentlige rum. Og nu vil Inger Støjberg gå endnu videre: Kameraer med ansigtsgenkendelse i realtid i udsatte boligområder.
Støjberg siger, at “helt almindelige lovlydige borgere ikke kommer til at mærke noget som helst.”
Det passer ikke. Og det er farligt at tro.
Ansigtsgenkendelse i realtid virker ikke ved at udvælge de kriminelle og ignorere alle andre. Det virker ved at scanne alle ansigter, hele tiden.
Hver eneste beboer der går ned for at hente sine børn, handle ind eller besøge sin nabo, bliver registreret.
Systemet kan kun finde den det leder efter, ved først at identificere alle dem det ikke leder efter.
Så jo. Lovlydige borgere kommer i høj grad til at “mærke noget.” De kommer til at leve under konstant biometrisk overvågning – ikke fordi de har gjort noget forkert, men fordi de bor det forkerte sted.
Det er præcis det, Dataetisk Råd advarer mod. Rådet anbefaler et direkte forbud mod ansigtsgenkendelse i realtid i det offentlige rum. Ikke en begrænsning. Et forbud.
Og tænketanken Justitia påpeger, at det kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Men jeg vil gerne et lag dybere end juraen. For der er en grund til, at privatlivets fred er en grundlæggende rettighed – og den grund handler om, hvem vi er som mennesker.
Privatliv er ikke bare “retten til at være i fred”. Det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan udvikle os som individer.
Tænk over hvordan identitet egentlig fungerer. Vi udforsker som regel nye sider af os selv, når vi er private. Vi prøver tanker af, tester grænser, overvejer hvem vi vil være. Først når vi har fundet fodfæste, deler vi det med nære venner. Siden med familien. Måske til sidst med omverdenen. Det er en gradvis proces – fra det private rum og udad.
Overvågning ødelægger den proces. Når man føler sig iagttaget, holder man op med at udforske det, der afviger fra normen. Man tør ikke tænke den anderledes tanke, gå den uventede vej eller være den, man endnu ikke har fået mod til at vise frem.
Man tilpasser sig – ikke fordi man vil, men fordi prisen for at skille sig ud pludselig føles for høj.
Det er ikke en abstrakt bekymring. Det er en velkendt mekanisme.
Den engelske filosof Jeremy Bentham designede i 1700-tallet et fængsel kaldet panoptikon – bygget så fangerne altid kunne blive observeret, men aldrig vidste hvornår de blev det.
Pointen var, at visheden om mulig overvågning var nok til at ændre adfærd. Man behøvede ikke faktisk overvåge alle. Bare følelsen var nok.
Kameraer med ansigtsgenkendelse i boligområder er et digitalt panoptikon. Beboerne ved, at de kan blive identificeret, når som helst og hvor som helst i deres eget nabolag. Og den viden alene er nok til at ændre, hvordan de lever.
Og så er der spørgsmålet om proportionalitet.
Der er forskel på at målrette politiindsatser mod konkret kriminalitet og på at installere permanent biometrisk overvågning af et helt boligområde.
Det ene er et redskab rettet mod kriminelle. Det andet er masseovervågning af alle der bor der – herunder den 8-årige pige i Gellerupparken, der får sit ansigt scannet, hver gang hun går ud af døren. Ikke fordi hun har gjort noget galt. Men fordi hun bor i et område, der er kommet på en politisk liste.
Danske borgere skal ikke overvåges som var de fanger i panoptikon. Heller ikke dem, hvis eneste “brøde” er at have bosat sig i et udsat boligområde.
I Liberal Alliance har vi fra starten advaret om glidebanen. Da regeringen i 2024 åbnede for ansigtsgenkendelse i efterforskning, påpegede vi behovet for domstolskontrol og klare rammer.
Danmarksdemokraternes forslag går i den stik modsatte retning – mod realtidsovervågning uden begrænsninger, i et system som selv Dataetisk Råd vil forbyde.
Vi skal bekæmpe kriminalitet. Men privatliv er ikke en luksus, man kan tage fra folk, fordi de bor i det forkerte kvarter. Det er en grundlæggende ret – og den skal gælde alle.
Indlægsnavigation